»Vi er her ikke for at genere nogen.«

Sådan lyder det tidligt mandag morgen fra DSB-lokoføreren Thomas Boldt, der er mødt op på Hovedbanegården i København med flere af sine kolleger, som har valgt at nedlægge arbejdet, så der ikke kører nogen tog øst for Odense i disse timer.

»De fleste, der står her, har det skidt med, at vi skal stoppe togtrafikken. Vi ønsker det ikke, men vi ønsker fair forhold,« forklarer den 49-årige mand til B.T.s mand på stedet.

Det var tidligt mandag morgen, det kom frem, at al DSB-trafik øst for Odense er indstillet på grund af arbejdsnedlæggelse blandt lokomotivførerne.

Lokomotivfører Thomas Boldt.
Lokomotivfører Thomas Boldt. Mathias Tuxen

Årsagen til arbejdsnedlæggelsen skyldes en længere tids konflikt mellem lokomotivførerne og DSB. Senest har DSB ønsket antallet af tillidsfolk reduceret markant - og ønsker i stedet, at de ansatte skal gå til deres nærmeste ledere.

Til B.T. forklarer Thomas Boldt, at det er 'et spørgsmål om, at vi ønsker en arbejdsplads med folk, vi har tillid til'.

»Har jeg uoverensstemmelser med DSB, skal jeg nu gå direkte til lederne og ikke en tillidsmand. Det samme gælder påkørsler, hvor man faktisk bliver sigtet for uagtsomt manddrab og står i en svær situation,« fortæller han og fortsætter:

»For hvad siger man til sin chef, når man er sygemeldt og sårbar, og han/hun gerne vil høre, hvornår man kan komme ud at køre igen? Der har man behov for en tillidsrepræsentant.«

Han forklarer videre, at det er planen, at lokoførerne vil stå og spærre på stationerne frem til klokken 15 mandag.

»Jeg håber ikke, det varer længere, selvom jeg støtter op. Vi er her ikke for at genere nogen,« forklarer han.

Forholdet mellem DSB og lokoførerne har været kørt af sporet, siden DSB i slutningen af 2017 løsrev sig fra de statslige overenskomster og meldte sig ind i Dansk Industri.

Sidenhen har DSB opsagt en række lokalaftaler om arbejdstid. Det er ifølge avisen.dk forhandlinger om disse aftaler, der volder kvaler, og som har ført til flere arbejdsnedlæggelser blandt DSB-medarbejdere.