Hediye Timez er blevet kaldt mange grimme skældsord, men et særligt tilfælde stikker alligevel ud.

»Engang skrev en mand, som jeg ikke kendte, at hvis han så mig på gaden, så ville han tisse på mig hele vejen ned til grænsen,« siger hun.

Den radikale byrådspolitiker fra Albertslund fortæller til TV 2 Lorry om de hadbudskaber, hun løbende modtager.

Og hun er ikke alene.

Tv-stationen har spurgt samtlige 770 byrådsmedlemmer i sendeområdet om, hvad deres erfaringer med digitale hadbeskeder. 168 har svaret, og heraf siger 59 procent af lokalpolitikerne, at det er noget, de kender til.

For Hediye Timez har det betydet, at hun har overvejet, om hun overhovedet har lyst til at fortsætte i politik.

Det samme siger 27 procent i TV 2 Lorrys undersøgelse, og det samme har gjort sig gældende for den socialedemokratiske politker Marcus Vesterager, der også har prøvet af modtage hadske beskeder.

Han har tidligere på Facebook delt en besked, der er tikket ind.

Marcus Vesterager har fået flere hadske beskeder.
Marcus Vesterager har fået flere hadske beskeder. Steen Brogaard/Københavns Kommune

'Hvad fanden snakker du om dit perverse, dumme svin, det ville ha’ været bedre, om du har kastet dig i havnen dit klamme, ulækre møgdyr, føj for satan,' stod der.

Marcus Vesterager er medlem af borgerrepræsentationen i Københavns Kommune, og han havde dengang netop fortalt om, hvorfor man fra politisk side havde besluttet sig for at bebygge en del af naturområdet Amager Fælles.

'Jeg kan godt forstå, sagen sætter mange følelser i gang, og at mange er glade for Amager Fælled, som det står i dag, men jeg fatter simpelthen ikke, hvad den type beskeder skal til for. Jeg får ikke just en anden mening om sagen baseret på dette sure opstød,' skrev Marcus Vesterager i den forbindelse selv på Facebook.

Han fortæller til TV 2 Lorry, at tonen i beskederne er »blevet værre med tiden«.