Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Torsdag var de helt store tal på bordet i Løvens Hule.

Den digitale ejendomsmægler Estaldo.com fik af Jan Lehrmann den næsthøjeste investering i DR-programmets historie med 2,75 millioner kroner for ti procent af virksomheden.

Men vejen til den vilde investering har ikke været nem – trods det, at ideen startede på en ferie.

Som den ene halvdel af den nordjyske duo, der var forbi torsdagens program, Jakob Neua, tidligere har sagt til B.T.:

Ann Rosenskjold, der har tretten års erfaring som ejendomsmægler. Siden 2020 har hun kastet »alt« efter sit hjertebarn, Estaldo.com.
Ann Rosenskjold, der har tretten års erfaring som ejendomsmægler. Siden 2020 har hun kastet »alt« efter sit hjertebarn, Estaldo.com.
Vis mere

»Hun er den med mest på spil.«

'Hun' er medstifter Ann Rosenskjold, ejendomsmægler med 13 års erfaring i branchen og fortid hos både Nybolig og Home, men som i januar 2020 startede Estaldo.com for at 'tage røven på branchen'.

»Når man har med iværksætteri at gøre, er man nødt til at satse alt. Og det har jeg gjort. Jeg har givet alt for at få det til at lykkes«, siger Ann Rosenskjold til B.T., i dag, fire måneder efter optagelserne til Løvens Hule er afsluttet.

Siden de startede op, har Estaldo.com, der selv lader sælgere fremvise deres egen bolig, vokset sig til landets femtestørste ejendomsmægler – målt på antal boliger til salg.

Jakob Neua Nørgaards online ejendomsmæglerfirma er på knap to år strøget ind som den enkeltstående 'butik' med fjerdeflest boliger til salg i hele landet.
Jakob Neua Nørgaards online ejendomsmæglerfirma er på knap to år strøget ind som den enkeltstående 'butik' med fjerdeflest boliger til salg i hele landet. Foto: Pressebillede
Vis mere

Det har kostet ikke kun kræfter, men også kritik, fortæller Ann Rosenskjold.

»Jeg havde gjort op med mig selv, at jeg godt vidste, modstanden ville komme, og at folk nok ikke ville elske mig i branchen. Hvis nu ikke Estaldo gik efter planen, havde jeg jo risikeret at blive helt udelukket,« fortæller ejendomsmægleren, der trods flere år hos etablerede mæglere i Nordjylland aldrig har været Jeppe K.-stereotypen:

»Jeg har altid skilt mig ud. Været kreativ med markedsføring og den slags,« siger hun og fortæller, hvordan hun til sin overraskelse engang blev fremhævet på mæglerkonferencen fremtid.nu blandt hundredvis af kolleger.

»Jeg blev rost for at være anderledes og nytænkende. Det var lidt vildt at sidde foran EDC, Nybolig, Home og alle de andre og pludselig blive fremhævet, fordi en eller anden marketingsguru havde støvet mig op,« fortæller Ann Rosenskjold, der i en konservativ branche også er stødt på fordomme og kvindemodstand på sin iværksætterrejse.

Jan Lehrmann lader propperne springe med sine to nye kompagnoner, iværksætterduoen bag Estaldo.com, Jakob Neua (th.) og Ann Rosenskjold.
Jan Lehrmann lader propperne springe med sine to nye kompagnoner, iværksætterduoen bag Estaldo.com, Jakob Neua (th.) og Ann Rosenskjold.
Vis mere

»Mange har den tanke, at dem, der ejer et ejendomsmæglerfirma, er mænd. Og dem, der sidder som sagsbehandlere, er kvinder. Når man bliver skudt på, så reagerer man mere på det end en mand – det gør mig stærk at have de følelser. Den kritik lærer jeg af,« fortæller hun om sin rejse mod strømmen.

Allerede før Estaldo.com havde hun været selvstændig, men på en ferie til Roses i Spanien i februar 2017 opstod ideen om en digital ejendomsmægler. Ann Rosenskjold sad slet og ret på en ferie, hun ikke ville hjem fra.

»Som regel er det jo et problem, der giver én en idé.«

Dengang måtte hun rejse hjem.

Ann Rosenskjold foran computeren hos Estaldo.com i Aalborg. Men det var netop drømmen om ikke at være bundet af en lokation, men i stedet kunne tage computeren med og udføre mæglerarbejdet hvor-som-helst, der startede iværksætterdrømmen. Privatfoto
Ann Rosenskjold foran computeren hos Estaldo.com i Aalborg. Men det var netop drømmen om ikke at være bundet af en lokation, men i stedet kunne tage computeren med og udføre mæglerarbejdet hvor-som-helst, der startede iværksætterdrømmen. Privatfoto
Vis mere

»Det har altid været sådan, at jeg aldrig har holdt ferie, når jeg holdt ferie. Så har jeg siddet med en computer, før andre er stået op, om det har været på Bali eller i Spanien. Jeg har ikke holdt ferie de sidste 13 år – uden jeg har haft arbejde med. Nu kan jeg sælge boliger, hvorfra i verden jeg sidder.«

Siden teamede hun op med Jakob Neua, der blandt andet har techbaggrund og en fortid som iværksætter med den digitale signaturvirksomhed Penneo. Han gik på samme tid med tanker om et digitalt boligsalg, og sammen med programørerne Tibold Kandrai og Roland Pop stiftede de fire sammen virksomheden.

De gik sammen om at ændre mæglerverdenen, og torsdag fik de officielt investor Jan Lehrmann med på rejsen.

»Det kræver rigtig meget mod at disrupte en branche – især når alle dem, jeg gør det ved, er nogle, jeg kender. Det kræver sit. Og det har vi hørt for. Både direkte og indirekte,« fortæller Ann Rosenskjold om omkostningerne.

Er du ikke med til at undergrave og underminere din egen branche?

»Jo – uden tvivl. Og det er derfor, de angriber os. Men hvis de så os som en ubetydelig lille ejendomsmægler, så ville de nok ikke gøre det. Jeg tager jo en bid af kagen, men der skal være plads til os alle. Også dem, der vil det traditionelle,« siger Ann Rosenskjold.

Er du bange for, at du, netop når du som kvinde selv siger, du er mere følsom, kan knække under presset fra dine konkurrenter?

»Jeg føler ikke, det er noget, der kan knække mig. Nogle er bitre, men andre viser jo også nysgerrighed. Det er bare pokkers svært for de andre at komme med argumenter imod os – for fagligt er der ikke noget at sætte på os.«