Bip. Bip. Bip. Intet svar.
Liv Gro Jensen står med sin datter. Hun er syg, og feberen stiger. Selvom familien med jævne mellemrum frekventerer sygehuset, grundet datteren Falkes kroniske sygdom, har hun aldrig oplevet ikke at komme igennem til akutafdelingen før.
Telefonen bliver ikke taget. Hun når at mærke panikken brede sig.
»Tanken om, hvis jeg ikke kunne komme hurtigt ind med hende, det skræmte mig. Jeg nåede at tænke, hvad skal vi gøre? Så må vi ringe efter en ambulance, hun skal ind nu!« siger Liv Gro Jensen, der sidder i byrådet i Aarhus Kommune for SF.
Der går ikke meget mere end fem minutter, før telefonen bliver taget. Beskeden er klar; Falke skal indlægges.
Den stressende, bekymrende vej ind bliver dog ikke mindre, da familien ankommer til hospitalet.
Først indlæggelse på den ene afdeling, så videre til den næste for til sidst at flytte til den tredje.
»Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Sygeplejerskerne susede ind og ud og var helt tydeligt pressede, telefonerne kimede konstant. Lægen måtte lægge et drop, samtidig med han skulle svare på opkald om meget kritiske situationer. Det er ikke nemt med en 14 måneder gammel baby og 17 millioner andre bolde i luften,« siger Liv Gro Jensen om situationen.
Lige der, var Liv Gro Jensen og hendes kæreste faktisk glade for at være faste besøgende på sygehuset. De kender rutinerne og ved, hvad de selv kan gøre og sætte i gang. Alligevel satte det tankerne i gang.
»Vi kunne mærke, at vi var virkelig opmærksomme på, at alle oplysninger kom med videre. Der kan se fejl, især når der er så travlt. Men der må ikke ske fejl, når det gælder Falkes sygdom,« siger Liv Gro Jensen.
Hun fortæller videre, at selvom familien har været på sygehuset mange gange, er der stadig ting, der ikke står i journalen. Detaljer om, hvilket medicin Falke får, eller hvad for noget antibiotika, hun kan tåle.
Liv Gro Jensen frygter, at personalet misser afgørende detaljer, hvis de har så travlt, at de ikke kan nå at tage dialogen med patienten og de pårørende.
På 4. dagen for indlæggelsen begyndte familien at kunne mærke, at travlheden og ventetiden påvirkede dem. Liv Gro jensen havde næsten ikke sovet, lunten var kort, og de lange ventetider på svar begyndte at være frustrerende.
»Vi er mødre til tre og ikke kun én. Så der er mange ting, der skal gå op hver evig eneste gang. Det er ikke ligegyldigt, om man venter en time eller fem timer, vi skal jo have livet til at hænge sammen derhjemme og børnene passet,« siger hun.
Liv Gro Jensen ved, at en del af familiens liv kommer til at leves på hospitalet – mange gange endnu. Så det betyder noget, hvor stressende det er, og hvor hurtigt man kan få svar.
Liv Gro Jensen bebrejder dog på ingen måde personalet, som hun omtaler som »dygtige«, »varme« og »imponerende«.
»Personalet undskyldte flere gange, det må være så hårdt for dem at være i. Alligevel blæste de sæbebobler og sang for Falke indimellem det kæmpe pres,« siger hun.
Da de tirsdag endelig fik grønt lys til at komme hjem i rolige, vante omgivelser mødte de en familie på vejen ud. Som en slags kødannelse i Netto sad folk på gangene og ventede på den næste ledige stue. Ventede på at blive indlagt.
