Fødevarestyrelsen tilbagekaldte tirsdag ni forskellige varianter af fiskefrikadeller efter fund af bakterien listeria.

Nu viser det sig, at en person på over 70 år er afgået ved døden, og at dødsfaldet kobles sammen med fiskefrikadellerne fra producenten Jeka Fish.

Det skriver DR, der samtidig kan fortælle, at Statens Serum Institut siden midten af august har registreret syv patienter med den samme type af den fødevarebårne bakterie Listeria monocytogene. Den afdøde person er blandt disse.

»Ved sammenligning af bakterier fra patienter og prøver fra Jeka Fish har vi fundet, at bakterierne er helt ens. Sammenholdt med, at patienterne har oplyst, at de har spist fiskefrikadeller, viser dette, at smitten er kommet herfra,« siger Luise Müller, der er epidemiolog på Statens Serum Institut, til DR.

Der er tale om fiskefrikadeller fra Havet's og fra Løgismose. Det er virksomheden Jeka Fish A/S, der står bag tilbagekaldelsen.

Det er fiskefrikadeller, der er produceret mellem den 1. august og 31. oktober i år, og deres sidste anvendelsesdato var angivet til mellem 6. september og 6. december i år.

Produkterne er solgt i SuperBrugsen, Kvickly, Dagli'Brugsen, Irma, Coop 365, Fakta og Netto i hele landet.

Hvis man har købt nogle af produkterne, anbefaler Fødevarestyrelsen, at man leverer dem tilbage til den butik, hvor de er købt, eller at man selv smider produktet ud.

Ifølge Statens Serum Institut er der meget lille risiko for, at man bliver alvorligt syg med listeria, medmindre man har et svækket immunsystem, er ældre eller gravid.