Lisa Ludvigsen blev noget chokeret, da hun opdagede, at det legetøj, hendes datter nøje havde udvalgt og givet til Mødrehjælpen i Egedal Kommune, pludselig var blevet smidt ud og lå i en container bag ved butikken.

»Vi donerer dertil, fordi vi gerne vil hjælpe kvinder som mig selv, der ikke har så meget. Det røde rengøringssæt var vores, den lille indkøbskurv, piratsværdet og nogle små dukker. Jeg bliver ærligt lidt vred, for jeg kan personligt sige, at mine ting i bunken ikke fejler noget. Jeg bliver mere ked af det på min datters vegne, som selv har bestemt, hvad der skal doneres. Jeg kommer ikke til at donere til dem igen,« siger Lisa Ludvigsen til B.T.

Lisa Ludvigsen så de udsmidte legesager på en video på Facebook, som skralderen og miljøaktivisten Fabian Vennekilde havde delt. Han havde søndag og mandag fundet to store sække med udsmidte donationer i mødrehjælpens container. Og det var her, Lisa Ludvigsens legetøj var iblandt.

Derudover var der også puslespil med alle brikker, små biler, bøger og hjemmehæklede bamser osv. B.T. har set på legesagerne, og langt størstedelen af dem virkede upåklageligt og intakte.

Et puslespil, som intet fejler. Foto: privat/Fabian Vennekilde.
Et puslespil, som intet fejler. Foto: privat/Fabian Vennekilde.
Vis mere

B.T. har foreholdt Maria Norup Hertz, frivilligchef i Mødrehjælpen, ovenståede eksempel med moren Lisa Ludvigsen, der har set sin egen datters ting blive smidt ud.

»Jeg kan godt forstå, at man som donor kan sidde og undre sig over det her. Det er jeg også rigtig ked af. Der kan ske fejl derude, og jeg vil kigge tilbage og se, om der er sket fejl, og hvorfor Lisa Ludvigsens ting er blevet smidt ud,« siger Maria Norup Hertz.

Ifølge Fabian Vennekilde er der masser af mennesker, der gerne vil have legetøjet, derfor er han uforstående over for, at det er blevet smidt ud.

»Det er gode, brugbare varer i deres containere. Det, synes jeg, virker beskæmmende. Varerne har selvfølgelig brugsspor, men der er ikke nogle af de her varer, der ikke kan bruges. Der er masser af mennesker, der er interesserede i varerne. Jeg er blevet kontaktet af en, der arbejder inden for psyk. (psykiatrisk afdeling, red.). Hun vil meget gerne have tingene til de børn, der besøger deres forældre, så de har noget at lege med. Derfor laver jeg nu et opslag, hvor jeg siger til folk, at de kan komme og hente tingene,« siger Fabian Vennekilde.

Men ifølge Maria Norup Hertz, der er frivilligchef i Mødrehjælpen, bliver ting kun smidt ud, hvis de ikke lever op til deres krav om sikkerhed, hygiejne eller stand. Det kan for eksempel være, at sikkerheden ikke er god nok på en cykelhjelm, eller en bamse ikke kan vaskes, eller at en bog mangler sider.

»Der er en god forklaring på, hvorfor de her ting er blevet smidt ud, selv om de tager sig ud i fin stand. Det skal være trygt at handle i Mødrehjælpen, og derfor skal vi være garant for brugernes sikkerhed. Vi går op i, at alle retningslinjer bliver overholdt, og vi har et kvalitetskoncept,« siger hun.

Men det er ikke kun søndag og mandag, Mødrehjælpen i Egedal har smidt legetøj ud. Fabian Vennekilde blev nemlig tippet af en anden skralder, der fast tjekker containerne i Egedal-området. Gennem de sidste tre måneder har han op til tre gange om ugen fundet flere sorte sække med udsmidt legetøj.

Mødrehjælpen fortæller dog, at man så vidt muligt afsætter tingene, hvis de ikke kan få dem solgt.

To sække fuld af legetøj er fundet i Mødrehjælpens container. Foto: Privat/Fabian Vennekilde
To sække fuld af legetøj er fundet i Mødrehjælpens container. Foto: Privat/Fabian Vennekilde
Vis mere

»Vi prøver altid at give tingene et nyt liv, hvis vi ikke kan bruge dem. Inden det ryger i en container, er der forskellige organisationer, der bliver kontaktet, hvor vi har forsøgt at give tingene videre. En institution fx. Men i sidste ende vil det være et minimalt omfang, som ingen har interesse i,« siger Maria Norup Hertz.

Læs hele interviewet med Maria Norup Hertz fra Mødrehjælpen her.