Et forfærdeligt fald fra en altan har ændret 17-årige Andrea Jørgensens liv. Hun er nu lam fra nederst i maven og ned til tåspidserne: Hun kan ikke bevæge benene, hun kan ikke gå i bad og på toilet selv. Faktisk kan hun ikke engang mærke, når hun skal tisse.
Desværre oplever Andrea Jørgensen utilstrækkelig hjælp fra Odense Hjemmepleje, der seks gange om dagen skal komme hjem til hende og hjælpe hende på toilettet.
»De forsømmer min pleje. Jeg sad med tis i bukserne i tre timer. Det er uværdigt. Så sidder jeg i mit eget tis, fordi de ikke kan passe deres arbejde,« fortæller Andrea Jørgensen.
Andrea Jørgensen har kun været hjemme fra sygehuset i halvanden uge. Men anden gang hjemmehjælpen ikke holdt aftalen om at komme forbi, fik hun nok og bestemte sig for at fortælle sin historie.
Fem meters fald gjorde Andrea lam
Den 3. juni falder Andrea Jørgensen bagover, ud over en 1. sals-altan og fem meter ned på hård asfalt. Hun havde siddet på kanten, men mistede balancen.
På hospitalet giver scanningen et frygteligt svar. Andrea Jørgensen har brækket første lændehvivel, slået et stykke af sit bækken, forstuvet sin højre fod, brækket den venstre fod, brækket højre albue, brækket venstre hånd og punkteret venstre lunge.
En hård dom, der for Andrea Jørgensen betyder, at hun skal have hjælp til nogle af de mest basale behov.
Hendes mor har tre skulderoperationer og en diskusprolaps og kan ikke hjælpe Andrea Jørgensen. Derfor afhænger hun af hjemmeplejen, men hjælpen er bare ikke god nok, for de glemmer nogle gange at komme forbi.
Manglende besøg allerede første dag
Faktisk går det allerede galt den første dag, efter Andrea Jørgensen er kommet hjem fra sygehuset. Hjemmehjælpen kommer først kl. 21 om aftenen, og næste gang, hun ser en hjælper, er kl. 11 dagen efter. Altså 14 timer senere.
Det selv om aftalen er, at hjemmehjælpen skal komme seks gange i døgnet.
Når hjemmehjælpen glemmer Andrea Jørgensens besøg, betyder det, at Andrea nogle gange tisser i bukserne og må vente på, hjemmeplejen kommer.
»Jeg kan ikke mærke, når jeg skal tisse. Det kommer pludselig – nu tisser jeg. Jeg føler, jeg mister min værdighed, når jeg sidder med våde bukser,« fortæller Andrea Jørgensen.
Andrea Jørgensen er blevet glemt flere gange, og hun oplevede det så sent som i forgårs. Her ventede hun tre timer med våde bukser på, at hjemmehjælpen kom.
Forinden kontaktede Andrea Jørgensen selv hjemmehjælpen og sagde, at de skulle komme. Men her fik hun at vide, at det var blevet noteret, at hun ikke ønskede toilethjælp.
En spøjs besked for Andrea Jørgensen at få, når hun ikke kan komme på toilettet selv. Hjemmeplejen havde ved en fejl noteret, at Andrea Jørgensen ikke vil have hjælp, fordi hun om morgenen under et hjemmehjælpsbesøg ikke skulle tisse. Dette bekræfter Odense Kommune over for B.T.
»Det er ikke optimalt. Deres pleje er ikke tilstrækkelig. Jeg føler mig glemt, og det gør mig ked af det,« siger Andrea Jørgensen, men understreger, at det ikke er alle hjælpere, der ikke yder tilstrækkelig pleje.
Odense Kommune har ikke ønsket at stille op til et interview omkring Andrea Jørgensens manglende pleje. Rene Lorenz, stabschef for Ældre- og Handicapforvaltningen, siger i et skriftligt svar til B.T., at man som borger ikke skal sidde i tre timer med våde bukser.
»Det skal man som borger ikke forvente, og vi beklager rigtigt meget, hvis en borger oplever, at der går for lang tid. Når det sker, laver vi justeringer ift. tidspunkter for besøg, ligesom vi også gerne kommer ud over de aftalte tidspunkter, hvis behovet er der.«
Fremtiden afhænger måske af hjemmehjælpen
Andrea Jørgensen går lige nu til genoptræning flere gange om ugen, og hendes mål er at kunne gå igen. Men hvad hendes fremtidsudsigter er, ved hun først om et år, hvor hun får at vide, om hun får varige mén.
»Så jeg ved faktisk ikke, om jeg kommer til at gå igen.«
Alligevel har Andrea Jørgensen planer om at starte i 3.g på mandag. Men her er hun også afhængig af hjemmehjælpens hjælp.
»Jeg håber stadig at starte, hvis hjemmehjælpen kan finde ud af det. Hvis de ikke kan det, kan jeg ikke komme i skole. Det vil være rigtig hårdt for mig, for jeg brænder for min skole,« fortæller Andrea Jørgensen.
