To forskellige liv. Et fælles mål. At få et bedre liv.

Det er historien om Brian Høyer og Line Abildgaard.

Begge har haft sit at kæmpe med i løbet af deres liv. Samme fortegn, men forskellige historier.

42-årige Line Abildgaard har igennem hele sit liv – efter hendes eget udsagn – haft lidt for meget på sidebenene.

Privatfoto.
Privatfoto.
Vis mere


»Jeg var vel det, man kalder et buttet barn. Det fortsatte gennem min ungdom og videre til mit voksne liv. Der blev det nok nærmere til 'fed',« siger hun selv om sine mange år med overvægt.

I 2019 blev det for meget for den vestjyske kvinde. Vægten havde rundet 137 kilo, og noget skulle gøres.

»Flere og flere ting begyndte at genere mig i hverdagen. Jeg blev forpustet, når jeg skulle gå op ad trapper, mine briller duggede konstant, fordi jeg svedte så meget. Jeg var knap så charmerende.«

»Derudover gad jeg heller ikke at have, at mine vægtproblemer skulle kendetegne mit liv. Jeg har for meget mod på livet til, at det skulle være overskyggende.«

Privatfoto
Privatfoto
Vis mere

Hun tog derfor beslutningen om, at hun skulle tilkobles en personlig træner. Hun vidste med sig selv, at hun ikke kunne klare forløbet alene.

Valget faldt på Brian Høyer. En 30-årig mand med stort skæg og tatoveringer godt dækket rundt på kroppen.

»Jeg kunne se, at han havde noget kant og noget bagage med fra livet. Det var vigtigt for mig, at han også havde været sine ting igennem.«

Og det må man sige, at Brian Høyer har været.

Privatfoto.
Privatfoto.
Vis mere


Som seksårig mistede Brian Høyer sin far til kræft. Noget, der påvirkede ham meget.

»Jeg blev meget indadvendt og hidsig. Det fortsatte i min ungdom, hvor jeg blev en regulær bølle. Jeg begyndte at tage stoffer, lave garageindbrud og mange andre ting.«

Det hele kulminerede, da han i 2009 fik en fængselsdom. Et år endte han med at sidde der.

»Det var et wakeupcall for mit vedkommende. Jeg kunne se, hvordan det påvirkede min familie. Det kunne jeg ikke have. Jeg skulle rette op på mig selv og min livsstil.«

Brian Høyer lagde stofferne til side, imens han prøvede at genfinde sig selv i nogle forskellige job, men som om det ikke var nok at kæmpe med, fik han i 2014 diagnosticeret kræft i nyren. Den samme kræftform som sin far.

»Det var et bump på vejen. Jeg havde endeligt fået rettet nogenlunde op på mit liv, og så skete det.«

Den tapre jyde kæmpede sig igennem kræftforløbet, og på nærmest samme tid fandt han sin livsvej.

Træning. Høyer startede på uddannelsen for personlig træning, og det var lige ham.

Privatfoto.
Privatfoto.
Vis mere


»Jeg har aldrig gidet at læse og har derfor aldrig rigtig gjort det. Lige pludselig sad jeg og læste latinske betegnelser for muskler og træningsformer til langt ud på aftenen. Det fangede mig helt vildt.«

Line Abildgaard startede i forløb hos Brian Høyer. To gange tre måneder. Det gik godt. Faktisk rigtig godt.

Line Abildgaard tabte sig 50 kilo på de seks måneder. En ny Line – rent visuelt – havde set dagens lys.

»Det var selvfølgelig helt vildt, at jeg tabte mig så meget på så kort tid. Vigtigst af alt var, at jeg havde mig selv med. Det gik ikke for stærkt for mig. Jeg nød forløbet, og jeg gjorde det i mit tempo, selvom det lyder lidt voldsomt,« fortæller Line Abildgaard.

Privatfoto.
Privatfoto.
Vis mere

Selvom de to kommer fra vidt forskellige baggrunde, klikkede de godt sammen.

»Jeg tror, at det har været rigtig vigtigt for mit forløb. Jeg stoler på Brian, og jeg har også brændt for det fælles projekt, vi har haft, foruden jeg har brændt for at tabe mig. Så selvom det har været en hård dag, så er der ikke noget, der har heddet afbud.«

Faktisk kunne de have haft mødt hinanden i en helt anden kontekst. Nærmere sagt; rollerne kunne have været byttet om.

Line Abildgaard arbejder nemlig til daglig som socialpædagog, hvor hun hjælper tidligere indsatte med at komme på rette køl igen.

Privatfoto.
Privatfoto.
Vis mere

»Det har vi joket meget med, og det gør selvfølgelig historien mere unik,« siger Brian Høyer.

Line Abildgaard er ikke længere i forløb hos Brian Høyer. De ser dog stadig hinanden ofte.

Udover at de har udviklet et venskab, så træner Line Abildgaard i det træningscenter, Brian Høyer er daglig leder i.

»Det er rart, at vi stadig kan følge med i hinandens liv. Vi er jo kommet tæt ind på hinanden efter sådan et forløb,« afslutter Brian Høyer.