Linda Nyvang er opvokset på Fyn og er vild med at bruge sine hænder. Hun er en ung tekstildesigner, som lige pludselig fik en mulighed, der ikke ligner dem, der normalt kommer dumpende.
Hun blev nemlig valgt sammen med seks andre kunstnere og designere til at udstille i IKEA, og hendes kreationer er til udstilling i møbelvarehuset i Odense.
»Responsen, jeg har fået, har været overraskende stor og meget positiv. Jeg har især fået mange henvendelser fra gamle bekendtskaber på Fyn,« siger Linda Nyvang, som til daglig bor i København.
»Jeg kan godt mærke, at jeg når bredt ud, og at jeg når ud til et publikum, som ikke normalt lige støder på mine værker.«
Det var firmaet Darling Creative Studio, der havde set Linda Nyvangs design og på vegne af IKEA kontaktede hende.

»Der var fri leg i forhold til, hvad jeg endte med at lave, men det skulle være noget, hvor IKEA-produkter indgik,« siger designeren.
Hun studerer til dagligt på Det Kongelige Akademi, hvor man kan studere arkitektur, design og konservering, og netop det med genbrug og genanvendelse er en gennemgående ting for hende.
»Jeg vil gerne vise folk den her måde at genanvende. Jeg elsker at genbruge materialer, og det er fedt at kunne være med til at gøre op med brug-og-smid-væk-kulturen.«
Linda Nyvang har også hele tiden haft for øje, at IKEA er en stor virksomhed, som netop sælger mange produkter til en hel masse mennesker.
Derfor var det essentielt for hende, at projektet Gennombrott for hende kom til at have fokus på genanvendelse.
Hendes installation med tekstiler har været udstillet i hele september, og netop nu kan man vinde værkerne.
»Det gør mig glad at tænke på, at de skal ud og leve et liv hos nogle mennesker, som kan bruge dem på deres måde.«
For Linda Nyvang bød dette tilbud på nye muligheder, og hun er glad for at nå ud til en masse forskellige typer.
»Der er jo også noget eksponering i det. IKEA kan nå ud til en masse mennesker, jeg ikke normalt ville komme i kontakt med,« siger hun.
Konkurrencen om Genombrott-værkerne kører på Facebook frem til 11. oktober.