‘Hej din gamle, grimme, fede luder. Kan du huske Vagn, din mand? Tænker du også på ham, når du ligger og knepper med alt og alle på forskellige dating-sider?’

62-årige Lillian Tuemose frøs, da hun læste ordene, som en anonym person havde sendt til hendes mail sidste uge.

»Hvem kan hade mig så meget?« var det første, der gik gennem hendes hoved, fortæller Lilian Tuemose.

B.T. sætter i en artikelserie fokus på retten til at elske igen efter døden. For findes der en tidsramme for, hvornår det er i orden at begynde at date, efter ens ægtefælle er gået bort?

Det er der nogle, der mener.

Sidste uge stod Mette Nybo frem og fortalte, at hun afsluttede ægteskabet ved sin mands kiste, og at nogle mente, det var alt for tidligt, hun tog på en Tinder-date syv uger efter.

Onsdag fortalte 29-årige Maria Pedersen, hvordan både hendes afdøde mands venner og bedsteforældrene til hendes børn slog hånden af hende, da hun fandt en ny kæreste efter et år.

For lidt over tre år siden døde Lillian Tuemoses store kærlighed.

62-årige Lillian Tuemose sammen med Vagn, inden han gik bort i 2017.
62-årige Lillian Tuemose sammen med Vagn, inden han gik bort i 2017. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Hun og Vagn havde været sammen i 36 år, da en en operation af en brækket fod resulterede i en blodprop og 14 dage i koma.

Vagn kom ikke tilbage til livet og til Lillian Tuemose igen.

»Jeg føler ikke, jeg har fået sagt farvel. Jeg overvejer måske at gå til en clairvoyant for at få det sagt, men der skal jeg nok lige være lidt stærkere. Jeg har meget let til tårer stadig. Det er hårdt for mig,« fortæller hun.

Tre somre er gået, siden Lillian Tuemose holdt Vagns hånd, og sidste år følte hun sig klar til at skulle holde en ny.

Den 62-årige kvinde oprettede en datingprofil på senior.dk i håbet om at finde kærligheden, men efter et par mindre gode dates slettede hun profilen igen.

»Det var for tidligt for mig,« siger Lillian Tuemose og forklarer, at det sandsynligvis hænger sammen med, at Vagn stadig fylder meget:

»Det er nok mig selv, der blokerer lidt der. Jeg ved jo godt, jeg aldrig finder en som ham. Og det skal jo heller ikke være en ny ham.«

Men for nyligt mærkede Lillian Tuemose modet bruse i kroppen igen, og hun genoprettede sin profil på datingsiden for seniorer.

62-årige Lillian Tuemose
62-årige Lillian Tuemose Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Og det gik tilsyneladende ikke ubemærket hen.

Sidste uge landede der nemlig en personlig og meget hadefuld mail i hendes indbakke fra en anonym afsender.

‘Hej din gamle, grimme, fede luder. Kan du huske Vagn, din mand? Tænker du også på ham, når du ligger og knepper med alt og alle på forskellige dating-sider?’

Vedkommende havde sammen med skældsordene vedhæftet et billede af æresporten fra Vagn og Lillian Tuemoses sølvbryllup, som personen havde taget fra hendes private Facebook-profil.

Mailen, som Lillian Tuemose modtag sidste uge fra en anonym afsender
Mailen, som Lillian Tuemose modtag sidste uge fra en anonym afsender Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

»Jeg tænkte, ‘hvem kan hade mig så meget?’ Det er måske også en, der ikke ved, hvor hårdt jeg har haft det. Det kan jeg da ikke forestille mig. Så sender man da ikke sådan en mail afsted,« siger hun og fortsætter:

»Det er så uforståeligt for mig. Og hvad rager det egentlig andre? Det er tre år siden, min mand døde. Jeg skal ikke leve i cølibat resten af livet. Det skal de i hvert fald ikke bestemme.«

Har mailen afskrækket dig fra at blive ved med at date?

»Ja, det har den nok. Jeg har trukket følehornene til mig. Jeg mistede lidt interessen, og jeg kunne godt finde på at lukke min profil igen. Men nu har jeg ligesom betalt for den. Det er lidt dumt.«

Lillian Tuemose sammen med sin nu afdøde mand Vagn
Lillian Tuemose sammen med sin nu afdøde mand Vagn Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Lillian Tuemose fortæller, at hun heldigvis ikke har oplevet nogen form for fordømmelse fra folk tæt på hende.

»Vores to sønner ved også godt, jeg dater, og der er ikke noget. Tværtimod tror jeg, de ville ønske, jeg fandt en. Det er svært for dem at se, når jeg stadig bliver ked af det,« siger hun.

Hun ville da også selv ønske, hun fandt en. Og selvom Vagn døde pludseligt, nåede de alligevel at have den svære snak.

»Jeg er jo 62, og vi havde da snakket en smule om, hvad der skulle ske, hvis vi ikke døde samtidig. Men der var ingen af os, der forventede, at det var nu,« siger Lillian Tuemose og holder en kort pause, inden hun fortsætter:

»Vagn var jo ikke begejstret, da vi snakkede om det. Han sagde ikke direkte, at jeg måtte gå ud og finde en anden. Men jeg ved, han ikke ville have, mit liv skulle gå i stå. Det er jeg 100 procent sikker på.«