I maj sidste år mistede Mette sin mand gennem 20 år og sine tre børns far, der døde af knoglemarvskræft.
Syv uger senere gik hun på Tinder-date og fandt ham, hun i dag er kæreste med.
Nogle syntes, det var meget tidligt, men for Mette gav det mening: Hun og Thomas havde haft tid til at sige farvel og planlægge alt i det år, der gik, fra de fik beskeden om, at Thomas ikke ville overleve.
»Vi havde alt det ydre på plads. Thomas havde selv hjulpet med at bygge sin kiste, som stod i vores garage. Han havde set alle de hilsner, citater og hjerter, som drengene og jeg havde tegnet på den. Vi havde valgt en gravsten og en urne.«
»Vi havde talt med præsten om begravelsen og lavet en drejebog for, hvordan det hele skulle foregå.« siger Mette og fortsætter:
»Thomas havde skrevet en tale dertil, omskrevet Rasmus Seebach-sange til mig og skrevet kommende fødselsdagsbreve til drengene. Vi vidste, at alt var blevet sagt og gjort. Derfor havde vi en ro.«
Hvordan havde I overskud til alt det?
»Vi havde lyst til at leve og glemme, men ikke fornægte. Derfor aftalte vi, at nogle aftener snakkede vi ikke om sygdom. På samme måde satte vi også rammer op for, hvornår vi så skulle snakke om det. Vi er gået ind i det med åbenhed. Vi har insisteret på at sørge sammen med Thomas, og derfor tror jeg, at tomheden og sorgen nu ikke fylder hele dage.«
»Thomas og jeg har altid snakket meget om alting. Fra vi mødtes for 20 år siden, til han døde, var det en lang samtale, som aldrig sluttede. Jeg tænker, at det har været godt, at vi fik trænet åbenhed, inden han blev syg. Både imellem os og i forhold til vores børn og omgangskreds. Det gjorde det lettere at være åbne om vores situation. Vi tog sammen hen og fortalte børnenes klassekammerater om Thomas' sygdom, Thomas fortalte det, som det første, når han afholdt kurser, og jeg skrev det til kollegaer på arbejdet. De har efterfølgende fortalt mig, at de var glade for åbenheden, selvom det for mit vedkommende gik gennem mail og to nære kollegaer. Jeg blev for ked af det, hvis der blev spurgt ind til det i frokostpausen eller lige inden, jeg skulle ind at undervise.«
Samtaler om døden, begravelsen og livet på den anden side har hjulpet Mette efter Thomas' død – selvom det ikke var samtaler, der var nemme at starte.
»Al den forberedelse og samtale er simpelthen det, som har gjort, at jeg kan leve et stærkt liv nu. Altså, at jeg kan stå selv. Tidligere havde jeg en følelse af, at vi VAR hinanden, og at jeg ikke kunne være alene. Derfor talte jeg meget med Thomas om, hvordan jeg havde det, selvom det kunne være svært for os begge. Han havde dårlig samvittighed over sin sygdom og over at 'ødelægge mit liv', som han sagde. Men det, at vi kunne tale om de ting, har været med til at mindske den ensomhed, som man som pårørende kan gå rundt med. Jeg sagde til Thomas, at jeg havde brug for at vide, hvad der skulle ske. Jeg havde brug for, at vi fik en gravsten, at der blev talt om begravelsen og om selve døden. Det har været med til, at jeg er blevet mere 'bare Mette'.«
Den intense oplevelse, det var at miste Thomas i sine arme, gav Mette en tro på, at hun kunne klare alt.
Hun var sikker på alt og vidste præcis, hvad hun ville. Én af de ting var at holde en tale ved Thomas' begravelse.
»Thomas og jeg havde talt om alt, men jeg havde ikke talt med ham om, at jeg ville holde tale ved hans begravelse. Den kom først til mig to dage efter hans død. Den tale var nok det sværeste for mig på den dag – men også det vigtigste!«
Klavertonerne spillede, mens venner, familie og bekendte gik op ad kirkegulvet til Thomas' kiste for at skrive hilsner på den.
Da tonerne langsomt stilnede af, bad præsten gæsterne om at sætte sig, og tilbage ved kisten stod nu kun Mette.
»Kære elskede Thomas, min sjæleven, min bedste ven, min klippe, min kærlighed gennem 23 år og fire måneder,« begyndte hun. »Selv om døden nu har skilt os ad, vil jeg bære dig med mig resten af livet. Og jeg vil leve. Jeg vil cykle. Jeg vil løbe. Jeg vil svømme. Jeg vil danse. Jeg vil grine. Jeg vil gribe øjeblikket. Og jeg vil elske igen,« sagde hun.
Hun sluttede talen af med at tage begge vielsesringe af. Siden Thomas' død havde hun båret dem begge, men der lagde hun dem i en lille pose og puttede den i brystlommen på sin cowboyjakke.
»Jeg afsluttede vores ægteskab ved kisten – og jeg kan kun anbefale det, hvis man er i en lignende situation. Dét er fra Thomas, dét er fra Thomas, og dét er fra Thomas,« siger Mette og peger rundt på sine ringe og armbånd og fortsætter:
»Så jeg har ham jo med mig! Men en vielsesring er noget andet, og jeg ville bare være single – ikke enke til en død mand. Thomas og jeg havde aftalt, at jeg ikke skulle gå med ringen efter hans død, og jeg kunne da også sagtens have taget den af, uden at nogen vidste det, men jeg valgte bevidst at gøre det foran folk. Jeg ville gerne minde dem op, at når man bliver gift, så siger man 'Til døden os skiller'. Jeg havde brug for at skubbe til de normer, som jeg var bange for skulle blive et fængsel for mig selv.«
Der gik ikke længe, før Mette kastede sig ud i et nyt eventyr. Syv uger efter Thomas' død tog hun af sted på sin første – og eneste – Tinder-date.
»Jeg havde så meget liv i mig i tiden efter Thomas' død, og jeg havde følelsen af, at jeg kunne alt. Jeg tror, at det var lettelsen over, at han kom herfra på sådan en smuk måde, for jeg havde virkelig frygtet, hvordan det ville ske. Med al den energi, som jeg havde i mig, tænkte jeg, at det måtte være det rette tidspunkt at møde en ny mand på – jeg vidste jo ikke, om jeg pludselig ville ryge i et hul. Derfor besluttede jeg at prøve Tinder, hvilket resulterede i, at jeg gik på date med en mand – og ham er jeg sammen med i dag.«
Hvilke reaktioner mødte du på det?
»Nogle syntes, at det var lidt for tidligt, at jeg fandt en anden. Men der måtte jeg gøre op med mig selv, hvor meget hensyn jeg skulle tage til andres sorg sammenholdt med min egen«
»Jeg er ikke god til hemmeligheder, så jeg meldte klart ud fra start – også til vores drenge. De tacklede det virkelig godt, men de vidste jo også, at det var deres fars ønske, at jeg ikke skulle være alene.«
»Det, der i virkeligheden nok har været sværest, og som jeg har bokset meget med, er, at det første, folk tænker på, når de ser mig, er Thomas. Så de kan ikke forstå, at jeg allerede er et andet sted.«
»Det handler nok i bund og grund om forskellen i tidsopfattelsen. For mig har Thomas været død hvert eneste sekund, fra han døde. Jeg mærker det hvert eneste sekund, at han ikke er her mere.«
»For jeg har været sammen med ham hvert eneste sekund i den sidste tid i hans liv. Andre mærker måske, at han er død, hver tredje time, hver tredje dag eller hver tredje uge – og så er syv uger jo ikke lang tid. For mig der gået et utal af sekunder uden Thomas. Så fra mit perspektiv er det ikke hurtigt, at jeg fandt en ny kæreste.«
