Dommen er klar fra Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, LGBT+: Den danske tv-vært og forfatter Søren Ryge har ikke udtalt sig homofobisk.

Det var ellers anklagen fra Politiken torsdag, efter Ryge i en klumme beskrev, hvordan et frisørbesøg for 30 år siden resulterede i tilnærmelser fra en mandlig frisør:

»Per rykkede nærmere og nærmere, til sidst helt tæt, og jeg blev både rådvild og lidt forlegen, for han rørte kærligt min hånd og klappede mit lår,« lød det blandt andet i klummen, som Politiken selv bragte, men efterfølgende beklagede.

Hos LGBT+ kan man imidlertid ikke se homofobien i Ryges udtalelser, fortæller sekretariatschef Susanne Branner Jespersen fredag i Frihedsbrevets morgenpodcast, En Uafhængig Morgen:

»Homofobisk – så skal man jo udtale sig direkte om, at man synes, det er anstødeligt, at det er en anden mand, der gør det.«

»Vi diskuterede det inde på arbejdet i går. Vi var rørende enige om, at det havde vi svært ved at få øje på,« lyder det fra sekretariatschefen.

Læsernes redaktør på Politiken, Bjarne Schilling, udtalte torsdag til Ekstra Bladet, at det homofobiske består i ‘den generelle stereotyp omkring homoseksuelle’:

»Altså at man som kunde i en frisørsalon åbenbart bliver udsat for tilnærmelser, som ifølge skribenten var ubehagelige. Det, synes jeg, ret klart fremgår.«

Søren har siden understreget til TV2 ØST, at han ikke er homofob eller har noget imod homoseksuelle generelt.

B.T. arbejder på en kommentar fra Politikens kulturredaktør, som ikke er vendt tilbage på vores henvendelser.