Søren Ryge har i en klumme i Politiken beskrevet en episode hos en frisør i Aarhus. Torsdag har Politiken beklaget klummen, fordi de mener, der er tale om en »grundløs og homofobisk tone«, der anklager frisøren Per Knudsen for at have gjort tilnærmelser til Søren Ryge.

Det skriver TV 2 Østjylland.

Mediet har været i kontakt med frisøren, der var målløs, da han i klummen kunne læse, at han angivelig skulle have gjort tilnærmelser til den tidligere tv-vært for 30 år siden.

»Jeg synes, det var groft, og det var tæt på at være krænkende,« siger Per Knudsen til TV 2 Østjylland.

I sin klumme fortæller Søren Ryge, at han var i salonen, da Per Knudsen angivelig satte sig tæt op ad ham.

»Lidt efter kom en smuk og venlig mand hen til mig, hilste overstrømmende og satte sig ved siden af mig. 'Jeg hedder Per, og nu skal vi snakke om, hvilken frisure du vil have', sagde han,« skriver Søren Ryge i klummen.

»Og så bladrede vi i diverse farvestrålende blade med hundreder af smukke mænd, mens Per rykkede nærmere og nærmere, til sidst helt tæt, og jeg blev både rådvild og lidt forlegen, for han rørte kærligt min hånd og klappede mit lår, og den slags havde jeg altså aldrig oplevet før. Jeg blev klippet af Per, nydeligt.«

Politiken har beklaget klummen, efter at Per Knudsen har rettet henvendelse til dem.

Han nægter, at han skulle have ageret på den omtalte måde over for Søren Ryge.

Søren Ryge erkender også over for TV 2 Østjylland, at han har begået en fejl.

»Jeg har lavet en fejl. Den er ikke længere,« siger han.

Ingen af de to parter ønsker at gå videre med sagen, som de begge betragter som afsluttet.

Dog fastholder Søren Ryge over for mediet, at der var en mand, der havde sat sig for tæt på ham for 30 år siden.

Han forstår heller ikke, at Politiken har beklaget klummen, for ifølge ham spurgte han på forhånd, om den ville give ballade.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Politikens kulturredaktør, men hun er i skrivende stund ikke vendt retur på vores henvendelse.