Lene Niknazmanesh og hendes datter Vanessa er født og opvokset i Danmark.

Alligevel antog en medarbejder i Bilka, at Vanessa er i Danmark på en opholdstilladelse.

Det skete onsdag 4. august. Lene og hendes datter Vanessa var i Bilka One Stop i Field's, hvor de skulle købe en ny computer.

»Vi skulle betale ved scan selv-kassen, men da beløbet var over 4.000 kroner, skulle vi have hjælp af en Bilka-medarbejder, fordi de har en beløbsgrænse – som man i øvrigt ikke bliver oplyst om,« fortæller Lene.

For at gennemføre betalingen skulle de fremvise billedlegitimation. Hertil svarede Vanessa, der i øvrigt har en iransk far, at det kunne hun ikke, da hun hverken har pas eller kørekort.

Og så var det her, at filmen knækkede for Lene.

»Bilka-medarbejderen begyndte så at belære os om, at når man får permanent opholdstilladelse, så har alle et pas, og det havde alle danskere.«

Det fortæller Lene, der prøvede at forklare, at de er født og opvokset i Danmark, men ikke har et pas, fordi de ikke har planer om at rejse til udlandet.

Ifølge hende blev det til en diskussion ved scan selv-kassen, og Lene har været chokeret lige siden.

»Jeg tager det som racisme. Tænk sig, at ekspedienten kiggede på min datter og vurderede, at hun ikke er dansk, uden at vide noget om det. Det gør så ondt på min datters vegne,« siger hun og fortsætter:

»Tonen gjorde ondt. Jeg følte mig som et andenklassesmenneske. Det var meget ydmygende for min datter at blive behandlet på denne måde, og ingen andre bør opleve dette.«

Derfor valgte Lene at kontakte Bilka One Stop i Field's, hvor hun blandt andet skriver, at virksomheden bør lære personalet, at man ikke kan se på folk, om de er født som danskere eller er tilflyttere, og at hendes oplevelse var meget ydmygende for hendes datter, som er født dansker, at blive behandlet på denne måde.

Og selvom Lene nu har fået svar på sin henvendelse, hvor afdelingslederen i Bilka One Stop i Field's skriver, at det ikke er den måde, de ønsker, at kunderne skal opleve dem på, raser hun stadig.

»Jeg er stadig rasende og chokeret. Min bøn er, at man ikke skal vurdere folk. Man kan ikke dømme, hvem folk er, og hvor de kommer fra, på udseende. Det er sårende,« siger Lene.

Pressekontakt hos Salling Group, som Bilka er en del af, oplyser, at Bilka ikke har kommentarer til denne artikel. I stedet henvises der til det svar, som Bilka har sendt direkte til Lene Niknazmanesh.