»Jeg begyndte at tudbrøle, da jeg fik aflysningen i min e-Boks. Jeg synes, det var så uretfærdigt, fordi jeg har ventet så længe. Den ramte virkelig hårdt.«

28.000 udsatte eller aflyste behandlinger – det er, hvad sygeplejerskestrejken indtil videre har medført. Og en af dem, der har fået sig en mavepuster, er 38-årige Lea Meyer Jørgensen.

Tre dage før sin længe ventede hofteoperation måtte hun nemlig sande, at strejken gjorde hendes operationen umulig.

Lea Meyer Jørgensen lider af dobbeltsidig hoftedysplasi. En sygdom, der gør, at hun ikke kunne varetage sit job som kundeservicechef. Derfor sagde hun stillingen op, og siden har hun været sygemeldt i to et halvt år.

»Jeg har arbejdet mange timer om ugen, men nu er jeg afhængig af hjælp. Det er så frustrerende. På en heldig dag kan jeg støvsuge vores 110 kvadratmeter hus, men ellers har jeg brug for hjælp til det meste, for jeg kan hverken gå langt, sidde ned, løfte eller bære,« forklarer Lea Meyer Jørgensen, der oplevede, at hun stort set fra den ene dag til den anden ikke kunne gå på grund af hoftesygdommen.

Derfor var hun også knust, da hun modtog operationsaflysningen i sin e-Boks.

»Jeg har jo forberedt mig og gået til genoptræning et år inden min operation. Men nu er jeg røget ud af systemet og mister min genoptræning op til den nye operation. Så jeg frygter, at det tager længere tid at komme mig, og det betyder en endnu længere sygemelding,« siger Lea Meyer Jørgensen og fortsætter:

»Kunne jeg bare investere i et abonnement til fitness? Måske, men jeg tør simpelthen ikke, fordi jeg er bange for at gøre ondt værre.«

Lea Meyer Jørgensen har fået en ny indkaldelse til hofteoperation i september. Men hun frygter, at hun ikke står forrest i køen, hvis strejken endnu en gang forlænges.

»Jeg har svært ved at overskue det, hvis den næste også bliver udskudt, men jeg forbereder mig på det, fordi det er så psykisk svært at håndtere. Jeg vil jo gerne ud at gøre mig nyttig.«

Siden 19. juni har 5.000 sygeplejersker strejket på grund af utilfredshed med deres lønvilkår. Mandag har Dansk Sygeplejeråd udtaget yderligere 702 medlemmer til at tage del i strejken.

Lea Meyer Jørgensen kommer dog ikke til at melde sig under fanerne i sympati:

»Det er ikke kun, fordi det går ud over mig – jeg har bare svært ved at sætte mig ind i det. De kender lønnen og udfordringerne, inden de tager uddannelsen og får job i faget, og når jobbet handler om menneskers liv, så tror jeg, man er i det af de forkerte årsager, hvis man primært fokuserer på lønnen. Jeg har selv knoklet 40-45 timer om ugen til en lorteløn, fordi det gjorde mig glad.«

Hos Dansk Sygeplejeråd tager 1.-næstformand Anni Pilgaard de mange aflyste og udskudte operationer alvorligt:

»Det er svært for os at føre en lønkrig, fordi vi arbejder med alvorligt syge patienter, og når deres operationer og behandlinger bliver udskudt, så gør det ondt på os. Vi vil hellere arbejde end strejke, men det er den sidste udvej for at råbe politikere og arbejdsgiverne i kommuner og regioner op.«

Alligevel kan hun ikke love, at Lea Meyer Jørgensen og andre patienter i lignende situationer faktisk kan blive opereret til september.

»Til den måde, man behandler sygeplejersker på, har vi sagt, 'nu orker vi ikke mere, nu kan vi ikke mere, og nu vil vi ikke mere'. Så jeg kan ikke love patienterne, at strejken får en ende med det samme. Men så snart kommuner og regioner er klar til sætte sig til forhandlingsbordet med flere penge, så er vi også klar til at finde en løsning.«