Fredag for præcis to uger siden blev Iamae Petersen Giacchino anholdt i fem timer, da hun med en hjemrejsebillet og sin mand Lasse i hånden søgte vejledning hos Udlændingenævnet.

Nu går Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye (S) ind i sagen.

Det fremgår af et svar til Udlændinge- og Integrationsudvalget, hvor ministeren er blevet bedt om at forholde sig til den behandling parret den pågældende fredag fik hos Udlændingenævnet.

Mattias Tesfaye understreger, at han hverken kan eller vil gå ind i udlændingemyndighedernes afgørelser af konkrete sager.

Et nygift par cykler gennem København.
Et nygift par cykler gennem København. Foto: Privatfoto
Vis mere

'Men som øverste forvaltningschef, herunder for den sekretariatsbistand, som Udlændinge- og Integrationsministeriet stiller til rådighed for Udlændingenævnet, er jeg ikke afskåret fra at forholde mig til spørgsmål, der ikke er direkte relateret til Udlændingenævnets uafhængige virke,' skriver ministeren i sit svar, der fortsætter:

'Derfor har jeg allerede kontaktet udlændingemyndighederne og bedt dem om en beskrivelse af sags- og hændelsesforløbet. Jeg har også kontaktet Justitsministeriet og bedt dem om at indhente en udtalelse fra politiet vedrørende den omtalte frihedsberøvelse.'

Parret selv har for længst erkendt, at de begik en fodfejl i deres ansøgning, som betød, at de i første omgang fik afslag på familiesammenføring.

Og det var da også netop med en hjemrejsebillet til Brasilien, at Iamae sammen med sin mand mødte op hos Udlændingenævnet for at få svar på, om deres klagesag stadig kørte eller Iamae skulle søge påny fra Brasilien.

Men i stedet for at give et svar bad kvinden om at få en kopi af Iamaes pas og billet, hvorefter hun forlod lokalet og tilkaldte politiet. To politibetjente mødte op og anholdte Iamae, som derefter blev frihedsberøvet i fem timer.

»Jeg blev fuldstændig mundlam, da politiet kom. Jeg forstod ikke rigtig, hvad der skete. Normalt ved jeg godt, hvad jeg skal sige, men lige der stod min mund helt stille,« siger Lasse Petersen Giacchino om den pludselige anholdelse af Iamae.

Du kan læse Iamae og Lasses historie her.

Københavns Politi har over for B.T. bekræftet, at der på den pågældende fredag blev anholdt en brasiliansk kvinde på foranledning af udlændingemyndighederne. De har ikke yderligere kommentarer til den konkrete sag.

Det har ikke været omkostningsfrit for Iamae at flytte sit liv til Danmark. »Vi joker med, at det er Lasse, der får kemoterapi, men mig, der taber håret,« siger hun og fjerner en tot hår, som afslører en skaldet plet i hendes hovedbund forårsaget af stress.
Det har ikke været omkostningsfrit for Iamae at flytte sit liv til Danmark. »Vi joker med, at det er Lasse, der får kemoterapi, men mig, der taber håret,« siger hun og fjerner en tot hår, som afslører en skaldet plet i hendes hovedbund forårsaget af stress. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Samme besked lyder fra Udlændingenævnet, hvor Susanne Topgaard, souschef i Udlændingenævnets sekretariat, dog om den generelle procedure siger:

»Vi har som myndighed pligt til at underrette politiet i tilfælde, hvor vi konstaterer, at en udlænding opholder sig ulovligt i Danmark. Det er politiets beslutning, om de tager vedkommende med eller ej.«

Mattias Tesfaye skriver i sit svar til udvalget, at han 'selv er meget interesseret i at få klarlagt, hvad der er op og ned i denne sag':

'Jeg har derfor bedt om, at dette prioriteres højt. Så snart jeg har haft lejlighed til at orientere mig nærmere i sagen, vil jeg vende tilbage til udvalget. Der er ingen grund til at vente længere end højst nødvendigt.'