Lars Jacobsen var på skiferie i Norditalien, da Sundhedsstyrelsen tidligere på ugen meddelte, at man opfordrede alle danskere i de coronavirus-udsatte italienske områder til at blive hjemme i 14 dage, når de landede i Danmark igen.

Foto: Privatfoto
Vis mere

Planen var derfor også at suse direkte hjem i karantæne, da han efter planen skulle lande i Københavns Lufthavn torsdag.

Men før han nåede så langt, skulle han få sig en overraskelse, der senere har udviklet sig til en mindre forargelse.

Flyet bestod nemlig af omkring 50 danskere, der altså ifølge myndighedernes klare anbefalinger burde tage direkte hjem til 14 dages karantæne, og 50 norditalienere, der skulle på storbyferie i København.

Med andre ord: et fly fyldt med folk, man i teorien kunne mistænke for at have coronavirussen med om bord.

Derfor havde Lars også forventet, at man ville kunne mærke det, når man gik fra flyet ud i gaten.

Det kunne være nogle medarbejdere fra lufthavnen eller Sundhedsstyrelsen, der kunne komme med rådgivning. Det kunne være nogle skilte med information til italienerne og danskerne om, hvordan de skulle forholde sig. Eller det kunne være nogle læger, der kunne teste passagererne eller spørge, om nogen havde det dårligt.

Men ak. Der var én stander med håndsprit, og ellers var det ligesom enhver anden rejse, hvor man efter at have forladt flyet er helt på egen hånd.

»Det virkede sgu mærkeligt, at de 50 italienere bare gik ned i metroen og tog ind mod København, og alle os danskere stod dér uden nogen form for information,« fortæller Lars Jacobsen til B.T.

Han havde selv fulgt med i nyhederne fra skiferien i Sauze d’Oulx, men hvis ikke han havde gjort det, havde han ikke haft en jordisk chance for at vide, at de danske myndigheder rent faktisk ønskede, at han tog hjem og blev inden døre i 14 dage.

»Der var ikke et øje. Ingen oplysninger. Og det er da også mærkeligt, at man lukker 50 italienere ud i byen uden nogen form for vejledning i, hvad de bør tænke på, og der ingen information er til de tusinder af danskerne, der kommer hjem fra Norditalien i disse dage,« siger han.

Lars Jacobsen har nu indlogeret sig i familiens kælder og kommer til at tilbringe de næste 14 dage der.