Koncertarrangører risikerer at gå konkurs, hvis de følger Mette Frederiksens (S) opfordring om at aflyse alle koncerter med mere end 1000 gæster.

Det fortæller Ronnie Hansen, der er direktør for sport, kultur og underholdning hos Geelmuyden Kiese.

»Som det ser ud nu, er det arrangørerne, der står tilbage med regningen. Det er et kæmpe problem for de små arrangører og spillesteder, der ikke har råd til at køre eksempelvis en voldgiftssag i udlandet,« siger Ronnie Hansen.

Han fortæller, at de udenlandske agenter forventer at få deres penge - også selvom der aflyses. Samtidig skal arrangørerne give kunderne pengene tilbage. Altså står de tilbage med en stor udgift og en indtægt på et stort rundt nul.

 X Factor showet på TV2 blev i går sendt helt uden publikummer.
X Factor showet på TV2 blev i går sendt helt uden publikummer. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Det er et dilemma, som er blevet håndteret forskelligt. Spillestedet Vega på Vesterbro har aflyst, mens det Det Kongelige Teater har valgt at halvere antallet af publikummer. I går blev X Factor på TV-2 vist uden tilskuere, og det samme gælder aftenens Melodi Grand Prix i Royal Arena.

Omvendt har musicalen ‘Den Skaldede Frisør’ valgt at fortsætte, og det samme gælder Dansk Varmblods Hingstekåring i Messecenter Herning, hvor der forventes at komme mere end 53.000 besøgende.

Ronnie Hansen mener, at regeringens udmelding er for vag.

»Det er kun en opfordring og ikke et påbud. Altså er det op til arrangørerne helt uden sundhedsfaglig ekspertise at træffe den endelige beslutning,« siger han.

Det Kongelige Teater har valgt at publikummerne kun at bruge hver andet sæde til sine forestillinger. 
Det Kongelige Teater har valgt at publikummerne kun at bruge hver andet sæde til sine forestillinger.  Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Han fortæller, at hvis der havde været tale om et regulært påbud, ville arrangøren kunne få erstatning.

»Det kan ikke være arrangørerne, der skal træffe beslutningen. Det er lidt enten eller. Det giver også nogle praktiske udfordringer. Hvad hvis du har 2000 gæster over en aften, men ikke 1000 samtidig,« spørger Ronnie Hansen.

»Det er heller ikke sådan, at det er mindre farligt at være 999 gæster i stedet for 1000. Det sætter arrangørerne i en uheldig rolle, at de skal træffe beslutningen om, hvorvidt arrangementet skal gennemføres,” siger Ronnie Hansen.

At der er tale om en anbefaling og ikke et decideret påbud, frustrerer også Esben Marcher, sekretariatschef for Dansk Live, der er interesseorganisation for spillesteder og festivaler i Danmark.

»Det skyldes, at man i forhold til kontrakter med bands ofte løber på en udfordring med, at agenten for en international artist ikke vil acceptere opfordringen om ikke at gennemføre store koncerter som en gyldig grund til at aflyse eller udskyde en koncert,« forklarer han til DR.