En lærer på Søndervangskolen i Aarhus fik et gavekort på 2.000 kroner i belønning for at bryde reglerne.
Søndervangskolen har de seneste dage været under voldsomme anklager om snyd på skolen. Nu står en lærer frem med nye anklager om belønning for snyd. Det skriver Århus Stiftstidende.
Mediet har talt med Martin Haaning, der i 2019 sagde op som lærer på skolen. Han fortæller nu, at han fik belønning for at bryde reglerne ved eksamen i 2016.
Han fik i forbindelse med sit arbejde med afviklingen af afgangsprøven i 2016 et gavekort til en mad- og natklub i Aarhus. Ifølge Martin Haaning blev han belønnet for sin indsats ved eksamen i skriftligt dansk, hvor han blandt andet udarbejdede klager på vegne af elever.
Han anerkender selv at have brudt reglerne. Han var selv en af to lærere, der tippede Aarhus Kommune om skolens fifleri og snyd tilbage i 2019.
Skolelederen Rani Hørlyck har over for Børn og Unge bekræftet, at læreren fik et gavekort på baggrund af en ekstraordinær god indsats i forbindelse med systematisering og forberedelse af struktur for sine elever.
Martin Haaning mener dog ikke, at dette er den rigtige grund.
»Det ville svare til at belønne mig for at passe mit arbejde. Det fortæller mig, at det var en direkte belønning for at løfte skolens karaktergennemsnit, som var det, ledelsen gik allermest op i. Den har skabt en kultur med et manisk karakterpres, hvor vi år for år skulle præstere bedre karakterer,« fortæller Martin Haaning til mediet.
Skoleleder Rani Hørlyck har ikke ønsket at stille op til interview med Århus Stiftstidende.


