Er du i tvivl om, hvorvidt du er blevet smittet med coronavirus? I så fald kan du prøve at tjekke dine tæer!

Sådan lyder rådet i hvert fald fra en række hudlæger, som mener, at såkaldte 'corona-tæer' muligvis kan være første symptom på den dødelige virus.

Det skriver mediet TODAY, som blandt andet har talt med Esther Freeman, der er dermatolog ved Massachusetts General Hospital i Boston, USA.

Ifølge lægen viser symptomet sig således, at smittede personer først får små lilla/blålige misfarvninger på hænder og fødder, hvorefter huden hæver op og/eller udvikler sår.

Et eksempel på 'corona-tæer'.
Et eksempel på 'corona-tæer'. Foto: Dr. Amy Paller/Northwestern University
Vis mere

TODAY har desuden talt med en 39-årig mand ved navn David, som påstår at have lidt af 'corona-tæer'.

Han fortæller, at de berørte tæer i begyndelse gjorde ondt at røre og gå på, men at smerten gik væk efter en uges tid.

Esther Freeman har i samarbejde med American Academy of Dermatology nu udarbejdet et internationalt register i forsøget på at dokumentere symptomet hos covid-19-patienter.

Hun fortæller til mediet, at symptomet indtil videre er forekommet i omkring halvdelen af de i alt knap 100 indrapporterede tilfælde, og at 'corona-tæerne' oftest forekommer hos børn eller unge.

Et eksempel på 'corona-tæer'.
Et eksempel på 'corona-tæer'. Foto: Dr. Amy Paller/Northwestern University
Vis mere

For nogle af patienterne var de misfarvede og hævede tæer det første (og i visse tilfælde eneste) symptom på coronavirus, og Esther Freeman og en række andre dermatologer opfordrer derfor nu til, at symptomet skal være kriterium nok til at kunne blive testet for virussen.

En af de andre dermatologer, der mener dette, er Amy Paller fra Northwestern University i Chicago.

Hun siger i en pressemeddelelse, at hun kender til mindst 30 tilfælde med corona-tæer.

»Vi ved ikke med sikkerhed, om det (symptomet, red.) er relateret til covid-19, men når det forekommer så hyppigt under en pandemi, og det optræder hos ellers symptomatiske eller mildt ramte patienter, virker det til at være for stort et tilfælde til ikke at være en manifestation af virussen for patienter i teenage- eller 20-års-alderen,« siger hun.