»Set fra et fagligt synspunkt er der ikke noget principielt i vejen for, at man kan oprette et parallelt spor.«

Sådan siger formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), Anders Beich, da B.T. spørger ham, om det vil være en god idé, at AstraZeneca-vaccinen blev tilgængelig for dem, der frivilligt ønsker den.

Formanden, der også er praktiserende læge, mener dog, at myndighederne bør beskrive, hvordan det i praksis helt konkret skal foregå, hvis forslaget skal have gang på jord.

»Vi synes, at myndighederne skal beskrive det spor. Skal det være alles kamp mod alle? Eller skal vi prioritere? Hvordan skal der informeres? Jeg tror, der er mange danskere, der gerne vil have den vaccine,« siger Anders Beich.

AstraZeneca-vaccinen (der har skiftet navn til Vaxevria) blev onsdag helt taget ud af det danske vaccinationsprogram mod covid-19 grundet meget sjældne bivirkninger i form af blodpropper.

Det fik efterfølgende Liberal Alliance og De Konservative til at foreslå, at vaccinen skal være tilgængelig for dem, der ønsker det.

Hvis Anders Beich skulle give covid-19-vaccinen i sin praksis, ville det formentlig foregå, ligesom det gør, når folk skal have en rejsevaccination.

»Man vil jo kunne sige til folk, at der er en risiko på 1 ud af 40.000. Måske beskytter den dig mod alvorlig sygdom. Men du skal vide, at der er en lille risiko for alvorlige bivirkninger,« siger formanden.

Anders Beich. Pressefoto/DSAM.
Anders Beich. Pressefoto/DSAM.
Vis mere

På pressemødet onsdag blev Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, spurgt ind til muligheden for at gøre AstraZeneca-vaccinen frivillig.

Ifølge ham er det vanskeligt at gøre i praksis.

»Jeg har ikke sagt, at det ikke kan lade sig gøre. Jeg har bare svært ved at se det lade sig gøre i en massevaccination-udrulning som den, vi ser, i Danmark,« sagde Søren Brostrøm på pressemødet.

Anders Beich mener ikke, at denne udmelding er helt tilstrækkelig.

Direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, da han og enhedschef i Lægemiddelstyrelsen Tanja Erichsen holder pressebriefing om AstraZeneca.
Direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm, da han og enhedschef i Lægemiddelstyrelsen Tanja Erichsen holder pressebriefing om AstraZeneca. Foto: Philip Davali
Vis mere

»Det var, som om Søren Brostrøm måske ikke helt vidste, hvad han skulle sige til det. Så hvis vi skal have et parallelt spor, så skal myndighederne som minimum sige, at det er okay, at vi gør det, og anbefale, hvordan informationen skal lyde,« siger Anders Beich.

Han understreger desuden, at læger dagligt oplyser patienter om risici ved den medicin, de skriver – også i forbindelse med for eksempel rejsevacciner:

»For eksempel er der jo sjældne meget alvorlige bivirkninger ved vaccinen mod gul feber, som kræves visse steder i verden, men mange vælger jo at få den alligevel.«