Det er blevet en slanketrend at stikke sig selv med en sprøjte med diabetesmedicin. Og det skyldes en orkesteret, subtil pr-kampagne fra Novo Nordisks side.

Det mener formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin, Bolette Friderichsen, som kritiserer den måde, hun mener, medicinalgiganten har forsøgt at dreje debatten om overvægt.

»For Novo Nordisk har det handlet om, som det første at få folk til at 'forstå' at overvægt er en kronisk sygdom. Og så få nogle patientforeninger til at presse på med, at slankemedicinen selvfølgelig skal være tilskudsberettiget – og så få nogle journalister til at skrive, det er ulighed i sundhed, at de fattige ikke har råd til det,« siger Bolette Friderichsen.

Så du mener, at debatten om overvægt de senere år er orkestreret af Novo Nordisk med det formål at gøre overvægt til en tilskudsberettiget sygdom?

»Ja, det er jeg ikke i tvivl om.«

Novo Nordisk har patent på lægemidlet semaglutid, som folk får udskrevet under enten mærket Ozempic eller Wegovy i jagten på at smide overflødige kilo.

Og det skovler medicinalgiganten milliarder ind på.

Sidste år steg salget af Ozempic med 77 procent, hvilket efterlod Novo Nordisk med 60 milliarder for produktet, der i Danmark er godkendt til at behandle diabetes. Firmaets nye slankemiddel Wegovy er derimod godkendt som vægttabsmiddel og solgte for 6,2 milliarder, selvom der først blev lanceret sidst på året.

Semaglutid var også det lægemiddel, der solgte for allermest på danske apoteker sidste år – nemlig for 663 millioner kroner, hvilket er 47 procent mere end året før.

Selvom Ozempic kun er godkendt til at behandle diabetes type 2 i Danmark, udskriver flere læger det til overvægtige patienter, der gerne vil tabe sig – også kaldet at udskrive det 'offlabel'.

B.T. har været i kontakt med flere patienter, der kan bekræfte, at de netop får udskrevet Ozempic til vægttab. B.T. har ligeledes haft adgang til flere Facebook-grupper, der udelukkende er til folk, der bruger Ozempic til at tabe sig – eksempelvis 'Ozempic-bruger i Danmark (vægttab)' med over 8.000 medlemmer.

Sidste uge forårsagede den stigende interesse for lægemidlet, at danske apoteker ikke længere havde Ozempic 1 mg på hylderne. B.T. talte i den forbindelse med Jane Steg fra Mørkøv, der lider af diabetes type 2 og er bekymret for, hvorvidt trenden med at bruge produktet som vægttabsmiddel, kan gå ud over hende på sigt.

Presseansvarlig for Novo Nordisks danske datterselskab Markus Hochmuth skriver i en mail til B.T., at »Novo Nordisk hverken promoverer eller opfordrer til offlabel brug af vores lægemidler. Beslutningen om, hvordan man ordinerer medicin ligger udelukkende hos sundhedspersonalet.«

Når formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin siger, at hun mener, Novo Nordisk de seneste år har ført en orkestreret, subtil pr-kampagne for at få overvægt på dagsordenen, er det imidlertid ikke noget, hun griber ud af den blå luft.

Midt i marts i år blev Novo Nordisk A/S suspenderet fra den britiske farmaceutiske industrisammenslutning (ABPI) i to år. Suspenderingen blev ifølge Reuters begrundet med, at Novo Nordisk havde lavet skjult markedsføring for deres slankemedicin, hvilket blev beskrevet som »alvorlige brud« på brancheorganisationens adfærdskodeks.

Konkret var der tale om kursus i vægttab, der blev tilbudt farmaceuter på LinkedIn. Her havde Novo Nordisk ikke tydeliggjort sin involvering. ABPIs appelnævn udtrykte bekymring over, at kurset var en storstilet »reklamekampagne, som Novo Nordisk bevidst havde betalt for,« skriver Bloomberg.

I kølvandet på det kunne Observer afsløre, at Novo Nordisk ligeledes havde betalt over 183 millioner kroner til sundhedsorganisationer og fagfolk i Storbritannien, som i nogle tilfælde efterfølgende havde rost slankemedicinen uden altid at gøre deres egen forbindelse til Novo Nordisk klar.

Det samme gør sig gældende i Danmark – her betaler Novo Nordisk ligeledes både sundhedsorganisationer og fagfolk. Og det er ikke altid, at disse formår at tydeliggøre deres forbindelse til medicinalgiganten.

Eksempelvis udgav TV 2 i december en artikel om netop brugen af Ozempic til vægttab, hvor overlæge og professor Tina Vilsbøll udtalte sig om Ozempic, som hun blandt andet kaldte »sindssygt spændende,« og sagde, at »vi står over for et paradigmeskift i overvægtsbehandlinger.«

18 dage efter måtte TV 2 dog opdatere sin artikel, da mediet var blevet gjort opmærksom på, at Tina Vilsbøll i 2022 havde modtaget honorarer på 200.000 kroner fra Novo Nordisk.

Sidste uge kunne Frihedsbrevet afsløre, at Novo Nordisk har sponsoreret en såkaldt uafhængig patientforening for at føre kampagne mod overvægt

Formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin, Bolette Friderichsen, ser det som et kæmpe problem, når eksperter samt sundhedsorganisationer og -foreninger ikke deklarerer deres forbindelse til Novo Nordisk.

»Det er jo massivt – hvis du går ind og slår nogle af de eksperter op, der taler så varmt om Wegovy, så finder du jo ud af, at de stort set allesammen er på Novo Nordisks lønningsliste.«

Er det et problem, hvis man læser en artikel, hvor en fagperson udtaler sig positivt om et lægemiddel, og man ikke ved, at forskeren er på lønningslisten?

»Ja, så er man jo lost, ikke. Novo Nordisk laver deres markedsføring så subtilt og professionelt. Der er ingen, der kan hamle op med det. De har tusind mennesker, der ikke laver andet og kan tænke fem år frem i tiden.«

Til B.T. oplyser presseansvarlig for Novo Nordisks danske datterselskab Markus Hochmuth, at »når Novo Nordisk samarbejder med sundhedsprofessionelle, så er disse samarbejder reguleret af lovgivning og etiske regelsæt.«

»Det betyder blandt andet, at samarbejdet skal være transparent, og det skal fremgå, hvis Novo Nordisk er involveret. Vi har kontinuerligt fokus på og interne processer til at sikre, vi lever op til disse regelsæt. Blandt andet informerer vi vores samarbejdspartnere om, at de skal registrere samarbejdet til Lægemiddelstyrelsen, som offentliggør oplysningerne,« lyder det.

Det ændrer dog ikke på, at Novo Nordisk ifølge Bolette Friederichsen subtilt forsøger at føre kampagne mod overvægt og få danskerne til at forstå, det er en kronisk sygdom.

WHO og de amerikanske sundhedsmyndigheder har for længst erklæret svær overvægt for en kronisk sygdom. Så er der noget forkert i, at Novo Nordisk siger det samme?

»Det er en meget lang diskussion. Sygdom er funktionstab og lidelse. Hvis man kun lider, fordi man ikke synes, man kosmetisk ser ordentlig ud, det synes jeg ikke er sygdom og lidelse,« siger Bolette Friederichsen og fortsætter:

»Det, jeg er mest bekymret for i hele den her slankemedicin-debat, er den ulykkelighed, det skaber. Jeg synes, det bidrager til at stigmatisere overvægt, når man siger, det er en sygdom. Det er jo med til at gøre, at nogle mennesker føler sig forkerte, uden de behøver føle det.«

Novo Nordisk siger selv, at de tager afstand fra, at Ozempic bliver udskrevet offlabel til vægttab.

»Det skal de jo sige. Der er forskellige indregistreringer i de forskellige lande, og i USA må man åbenbart gerne give det som slankemedicin. Og det er jo en af grundene til, at det mangler på verdensplan.«

Hvorfor 'skal' Novo Nordisk sige det?

»De skal da ikke sige, 'vi pisser Sundhedsstyrelsen op og ned ad ryggen og gør, hvad der passer os'. Sundhedsstyrelsen har lavet retningslinjerne, og dem skal de selvfølgelig spille efter.«

Hvorfor må læger stadig gerne udskrive det offlabel?

»Man må gerne udskrive offlabel, hvis det er efter en konkret lægelig vurdering – men det er ikke standard. Læger har ordinationsret her til lands, men derfor er der stadig nogle vejledninger, som man bør læne sig op ad. Det betyder ikke, man ikke må afvige fra dem.«

B.T. har forelagt lægeformandens kritik for Novo Nordisk, om at overvægtsdebatten de senere år er orkestreret af Novo Nordisk med det formål at gøre overvægt til en tilskudsberettiget sygdom.

Presseansvarlig for Novo Nordisks danske datterselskab Markus Hochmuth skriver i en mail til B.T.:

»Den overvældende interesse for svær overvægt generelt blandt både sundhedsprofessionelle og medier skyldes, at svær overvægt er et af de allerstørste sundhedsudfordringer i Danmark og globalt. Både for samfundet og for den enkelte.«

»Det er desuden vigtigt at pointere, at lancering af alle lægemidler i Danmark er reguleret af blandt andet lægemiddelloven og lægemiddelindustriens etiske nævn, ENLI. Når en lægemiddelvirksomhed lancerer og kommunikerer omkring lægemidler i Danmark, må dette ikke foregå direkte til forbrugeren eller patienten.«