'Hun skal anmeldes for chikane og forskelsbehandling.' 'Den læge vil jeg stævne.' 'Er det lovligt?'

Sådan lyder et lille udsnit af de reaktioner på Facebook, som det seneste døgn har været rettet mod den praktiserende læge i Herlev Sita LeBlanc Thilsted.

Reaktionerne kommer i kølvandet på en besked, som læge Sita LeBlanc Thilsted har sendt til en af sine patienter, hvori hun gør det klart, at patientens barn ikke er velkommen i klinikkens venteværelse uvaccineret.

I beskeden skriver Sita LeBlanc Thilsted blandt andet, at man i klinikken har mange svækkede ældre og små spædbørn, der kan være i risiko for dødelige sygdomme som mæslinger og andet.

Derfor mener hun heller ikke, at klinikken kan tillade sig at udsætte dem for den risiko, der kan være, hvis man lader et uvaccineret barn, som potentielt kan smitte, opholde sig i venteværelset.

Siden er korrespondancen blevet delt på de sociale medier, hvor den er faldet en gruppe danskere for brystet – vel at mærke i et sådant omfang, at flere mener, hun skal meldes til politiet.

Men det er imidlertid ikke noget, der får Sita LeBlanc Thilsted til at ryste på hånden.

I en mail til B.T. understreger hun, at coronapandemien har gjort os bevidste om, hvor vigtigt det er at minimere smitte. Samtidig anerkender hun, at man som forældre kan træffe det valg, at man ikke vil lade sit barn vaccinere mod eksempelvis mæslinger, røde hunde eller andre børnesygdomme, som kan være alvorlige.

»Men som læge har jeg et ansvar for alle mine øvrige patienter, der kommer i min klinik, herunder andre spædbørn og svækkede ældre, der kan være i risiko for at blive smittet med sygdomme, de i værste fald kan dø af,« skriver hun og tilføjer:

»Derfor meddelte jeg patienten, at hun ikke kunne sidde i venteværelset med sit barn. I stedet måtte hun komme direkte ind til konsultation. Jeg har naturligvis ikke nægtet patienten eller hendes barn undersøgelse og behandling hos lægen.«

Hun tilføjer, at delingen af korrespondancen mellem hende og patienten på de sociale medier nu har medført, at hun har modtaget flere ubehagelige kommentarer, hvorfor tilliden mellem hende og den pågældende nu er brudt.

»Derfor har jeg frasagt mig patienten, jævnfør reglerne i overenskomst om almen praksis.«

B.T. har været i kontakt med Praktiserende Lægers Organisation (PLO). De ønsker ikke at kommentere sagen.