»Det er det grimmeste, jeg overhovedet kan huske at have oplevet.«
Sådan lyder det fra den tydeligt berørte førstegangsmor Josefine Frederikke Jensen.
Hun havde aldrig forestillet sig, at det skulle være jordemødrene, der forvoldte hende mest smerte både fysisk og psykisk under fødslen.
»Jeg følte virkelig, at jordemødrene var korte for hovedet, og det hele virkede bare ligegyldigt for dem.«

Det er 15 måneder siden, hun fødte sin lille søn på Roskilde Hospital, og oplevelsen blev langtfra »den mest fantastiske«, som ellers var de ord, hun havde hørt flere andre bruge, når de beskrev deres fødselsoplevelser.
Men Josefine Frederikke Jensen sidder ikke alene med oplevelsen af at være trådt direkte ind i en fødselskultur, der er præget af massive svigt.
På knap fire måneder har 1.700 kvinder landet over fundet sammen i en Facebook-gruppe, hvor de deler vidnesbyrd om svigt i forbindelse med graviditet, fødsel og barsel.
De vil vise politikerne, at 'der er tale om et enormt, strukturelt problem'.
TIP OS! Har du haft en oplevelse af svigt i forbindelse med din fødsel, og har du lyst til at dele den, så send en mail til journalist Trina Nielsen på trin@bt.dk
Efter et halvt døgns utålelige veer og en kun tre centimeters åbning var Josefine Frederikke Jensen grædefærdig.
Hun fik derfor lagt en smertelindrende epiduralbedøvelse, der virkede med det samme og satte veerne i stå. Hun aftalte med jordemoderen, at de kunne fortsætte fødslen morgenen efter.
Men sådan blev det ikke.
»Lige pludselig omkring midnat kommer der en ny jordemoder ind, som jeg ikke har mødt før, og hun vækker mig halvt og siger 'nu tager jeg vandet',« fortæller Josefine Frederikke Jensen:
Jeg havde en følelse af, at for dem skulle det bare overstås, og at jeg bare skulle ud af vagtenJosefine Frederikke Jensen, 26 år
»Der er ikke noget med nogen form for information. Der er intet informeret grundlag eller valg for mig.«
Og sådan fortsatte resten af hendes fødsel – med hende sat helt ud på sidelinjen.
Da hun på et tidspunkt blev tilkoblet et vedrop for at sætte fødslen i gang, var der heller ingen, der lyttede til hende, siger hun.
»De skruer så voldsomt op, og jeg er i så mange smerter, at jeg næsten ikke kan være i live. Jeg tigger og beder om, at de kan skrue ned for det – men de nægter. De er sådan set røvhamrende ligeglade, for at sige det pænt,« lyder det fra den i dag 26-årige mor.

Oplevelsen sidder stadig dybt i Josefine Frederikke Jensen, der ikke blev tilbudt psykologhjælp, fordi det ikke længere er tilknyttet barselsafsnittene. Hun fik blot en undskyldning fra chefjordemoderen.
En traumatisk fødsel præget af svigt efterlader dybe spor. Det er 30-årige Belinda et eksempel på.
Selvom det i dag er syv år siden, at Belinda fødte sin søn, lever hun hver dag med traumet.
Et traume, der bunder i en følelse af overgreb, siger hun.

»Jeg synes, det er svært at tale om. Nu er det første gang, jeg taler åbent og højt om det. Jeg kan ikke gøre fra eller til i forhold til mig selv, men jeg kan måske give andre en følelse af, at de ikke står alene,« siger Belinda, der ikke ønsker sit efternavn frem.
Hun fortæller, hvordan hun var igennem et smertehelvede af veer, der varede over et døgn.
Til sidst var hendes krop så udmattet, at hun ikke kunne mere, og hun bad om at få et kejsersnit – men det blev afvist igen og igen, selvom hendes søn på ingen måde havde bevæget sig nedad i bækkenet.
»Jeg kaster op, hver gang jeg forsøger at presse, fordi jeg er så afkræftet. Igen bliver et kejsersnit afvist, og så sker der det, jeg vil kalde et overgreb,« fortæller Belinda.
Ifølge hende tilkaldte jordemoderen en masse mennesker og besluttede, at sønnen skulle tages med kop.
Det undrer mig, at man i sygehusvæsenet ikke kan se, hvad det her gør ved et menneske. Det er mig ubegribeligtBelinda, 30 år
»Og det siger jeg så, at jeg ikke ønsker. Jeg får at vide, at det ikke er min beslutning, og at det er det her, der kommer til at ske. De beder om mit samtykke til indgrebet, og jeg afviser, ligesom at jeg gør det klart, at jeg slet ikke ønsker, at der skal klippes eller skæres forneden.«
Men der var ingen, der lyttede til Belinda. Hun følte sig fuldstændig uden indflydelse på sin egen fødsel – reduceret til en 'fødemaskine'.
»De siger, at 'herfra har du ikke nogen indflydelse'. Jeg får at vide, at 'nu skal du tænke på andre end dig selv. Det handler ikke om dig, det handler om din søn',« siger den tydeligt bevægede mor og fortæller, at hun var for bedøvet til at gøre modstand.
Da Belinda efter fødslen fandt ud af, at de også havde skåret og klippet i hende forneden mod hendes vilje, blev hun overdynget af en følelse af sorg og magtesløshed.
»Jeg synes, det er grænseoverskridende, at man kan blive udsat for det. Jeg gik til fødselsforberedelse og blev bedt om at tage stilling til, hvilke indgreb jeg ønskede og ikke ønskede, men det viste sig, at de overvejelser ingen værdi havde,« siger hun.
Jordemødrene kan godt selv se, at de ikke altid slår til. Og ifølge dem skyldes det dårlige arbejdsvilkår, som de nu kræver ændret. Det har 1.300 jordemødre og studerende tirsdag skrevet under på i et åbent brev til regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp (S).
Onsdag kan du i B.T. læse to jordemødres beretninger fra fødegangene.