De er store, ser søde ud og har flotte brune øjne, som man næsten kan drømme sig ind i.

Alligevel bør man for alt i verden ikke undervurdere koen, som i virkeligheden ikke er så fredelig, som man måske skulle tro.

Så klar er beskeden fra kvægeksperten Peter Raundal, da B.T. fanger ham oven på 29-årige Laura Olesens chokerende oplevelse, hvor en ko pludselig angreb og torpederede hende, da hun var ude at gå med sin hund.

Med et lå hun på jorden, mens koen forsøgte at trampe og stange hende.

»Jeg mister kortvarigt bevidstheden,« sagde Laura Olesen blandt andet til B.T. 

På mirakuløs vis lykkedes det Laura at vikle sig ud af koens ben og kravle under hegnet. 

Her ringede hun 112 og fik efterfølgende konstateret flere skader: Alvorlig hovedlæsion, skader på ryg og nakke, en brækket underarm og indre blødninger.

Peter Raundal er da heller ikke i tvivl. Det kunne være endt helt fatalt for hende. 

Eksperten har dog en række råd, så man undgår at ende som Laura: 

Laura kom en tur på hospitalet efter sit møde med koen. Heldigvis slap hun med livet i behold.
Laura kom en tur på hospitalet efter sit møde med koen. Heldigvis slap hun med livet i behold.

«Når man har mellem 600 og 1000 kilo ovenpå sig, så er situationen kritisk. Hvis koen først har fået dig ned at ligge, vil den typisk forsøge at trampe og stange dig, som det skete med Laura,« påpeger Peter Raundal, dyrlæge med særlig indsigt i kvæg.

»Man må huske på, at køernes øjne sidder ude på siden, så de hele tiden kan holde øje med et potentielt rovdyr. De er byttedyr, men hvis de først føler sig rigtig truet, så er der to muligheder: Koen kan stikke halen mellem benene eller gå i angrebsposition,« forklarer Raundal.

Derfor bør man for alt i verden være opmærksom på koens adfærd, inden man overhovedet ender i jorden:

»Det er yderst vanskeligt at håndtere en ko, som først er oppe i det røde felt. Det gælder selv for professionelle, og derfor skal man bakke ud, hvis koen virker opsøgende. Noget af det, man kan holde øje med, er, om koen har ørerne fremad, skraber klovene i jorden, nærmer sig og har et meget stirrende blik, for så er koen gået i angrebsposition,« uddyber Raundal.

»Det er heldigvis sjældent, at en ko angriber, men du bør være ekstra opmærksom, hvis du eksempelvis går over en bakketop og pludselig bliver synlig for køerne. Det kan let skræmme dem og dermed trigge koen til at angribe dig. Og hvis du har en hund med dig, så pas særligt på. Den vil opfattes som en ekstra trussel for køerne,« understreger Raundal.

Men bare rolig, man kan forsat tage ud og se på køer, så længe man er opmærksom og husker på særlig én vigtig ting: 

»Langt hen ad vejen er det meningen, man skal kunne opleve kreaturerne, og man kan sagtens kigge, hvis de står og græsser. Når det er sagt, er mit bedste råd: Kig dem aldrig direkte ind i øjnene, for ellers opfatter de dig som et rovdyr,« afslutter Raundal.

Her kan du læse hele historien om Laura Olesens møde med den aggressive ko.