»Held i uheld«.

Sådan lyder en ganske udtrådt talemåde, der dog passer fuldstændig perfekt på det levende mareridt, som 29-årige Laura Olesen i søndags gennemlevede. 

Det var nemlig uheldigt, at Laura Olesen på sin vandretur blev angrebet af en ko, men også enormt heldigt, at hun slap derfra med livet i behold.

Lad os skrue tiden tilbage til søndag formiddag.

Laura Olesen er ude at gå en tur i Vestjylland med sin labrador Ejvind, som hun så ofte ynder at gøre.

Her ses Laura og hendes labrador, der var med, da hun blev overfaldet af en ko
Her ses Laura og hendes labrador, der var med, da hun blev overfaldet af en ko

I løbet af den lille vandrerute når de til en afmærket sti, der fører gennem en lille fold med køer.

»Køerne følger mig langs hegnet og hen til lågen, hvor min hund og jeg skal igennem. Min hund er lidt bange for køer, så jeg sætter ham ved lågen og går ind for at vifte køerne lidt væk, så vi kan gå de måske fem meter gennem folden,« fortæller Laura til B.T.

Og det går da også godt – køerne bevæger sig omkring seks-syv meter væk, så Laura kan vende sig, åbne lågen og få hunden med sig gennem folden.

Men på et splitsekund ændrer situationen sig pludselig drastisk.

I øjenkrogen ser Laura pludselig, hvordan den måske største af køerne har retning direkte mod hende, og det går alt andet end langsomt.

Den lille fold, som Laura 'blot' skulle gå igennem.
Den lille fold, som Laura 'blot' skulle gå igennem.

Koen torpederer den 29-årige kvinde og forsøger straks at trampe og stange Laura.

Imens skriger hun panisk.

»Jeg mister kortvarigt bevidstheden, men vågner så hurtigt ved, at jeg kigger direkte op i koens mave. Jeg får så kigget til siden og ser, at jeg ligger tæt på hegnet,« siger Laura Olesen, der til dagligt arbejder med heste.

'Én, to, tre,' tæller hun i sit indre, før hun får viklet sig ud af koens ben og får kravlet under hegnet og væk fra folden.

I den tid har Lauras labrador heldigvis også befundet sig udenfor hegnet.

Laura er i sikkerhed, men bløder kraftigt og ringer derfor 112.

Hun kæmper sig de 250 meter hen til en vej, hvor hun bliver samlet op af en bilist og herefter hentes af en ambulance.

Og i begyndelsen er lægernes frygt nærmest uoverskuelig alvorlig.

'Alvorlig hovedlæsion', 'skader på ryg og nakke', 'brækket underarm' og 'indre blødninger' lyder de diagnoser, som lægerne diskuterer.

Heldigvis slipper Laura meget mildere.

Laura kom en tur på hospitalet efter sit mød med koen. Heldigvis slap hun uden alvorlige skader.
Laura kom en tur på hospitalet efter sit mød med koen. Heldigvis slap hun uden alvorlige skader.

»Jeg blev syet med ni sting i hovedet, havde blod i urinen, en meget forslået arm og så generel ømhed. Men det er et mirakel, at der ikke er sket mig mere,« siger Laura og fortsætter:

»Hvis koen var lykkedes med at træde ned på mig, var jeg nok done. Så kunne vi ikke tale lige nu. Det var tæt på at gå helt galt.«

I dag er den 29-årige kvinde i bedring, men har gennemspillet hændelsen i sit hoved igen og igen.

Hun har stadig ingen idé om, hvorfor koen gik i kødet hende. Måske den beskyttede en kalv? Måske den blev bange for hunden?

Det finder hun aldrig ud af.

Uanset hvad vil hun gerne være afsender på et meget klart budskab.

»Jeg synes egentligt, det er voldsomt, at alle mennesker – stærke som svage – kan ende i sådan en situation, for der er virkelig mange steder, hvor man skal gå gennem en fold med køer, hvis man bevæger sig lidt væk fra vejene,« siger hun og fortsætter:

»Derfor vil jeg opfordre alle til at passe på sig selv og tage ekstra forholdsregler, når de går gennem sådan en fold. Jeg ved godt, at det selvfølgelig er meget uheldigt, at det sker, men tænk hvis det er en lille familie med et barn eller lignende.«

Hun supplerer:

»Jeg kommer nok ikke til at gå igennem sådan en fold igen, medmindre køerne er virkelig langt væk, og i den forbindelse har jeg tænkt, at det egentligt er lidt vildt, at man som vandrer nærmest ikke kan gå sig en rute, uden man skal gennem sådan en.«

I dag har Laura det efter omstændighederne godt, men døjer med stærke smerter i sin højre underarm.