Heidi Sauer er på ingen måder tilfreds med indholdet af den mail, hun har fået fra Norwegian.

»Det giver jo ingen mening, at de gør det på den måde,« siger hun.

Det norske flyselskab har i denne uge givet deres kunder besked om, at bonusprogrammet Norwegian Reward er blevet suspenderet med øjeblikkelig virkning. Det betyder, at ingen kunder kan få adgang til deres bonuspoint, som normalt kan bruges som betalingsmiddel til rejser.

Da flyrejser på stribe blev coronaaflyst sidste år, tilbød kriseramte Norwegian ellers deres kunder netop de såkaldte cashpoints som alternativ til at få pengene tilbage med en gulerod på 20 procents ekstra værdi oveni. Det tog mange kunder imod.

Heidi Sauer er utilfreds med Norwegians håndtering af de såkaldte 'cashpoints'.
Heidi Sauer er utilfreds med Norwegians håndtering af de såkaldte 'cashpoints'. Privatfoto

»Jeg har fløjet med Norwegian mange gange uden problemer, og det var derfor, jeg prøvede at være en loyal kunde og sige, at så tager vi de her bonuspoint og støtter op om, at de har likviditetsproblemer. Det var i en god sags tjeneste i stedet for at kræve pengene tilbage. Så vi lod dem stå, fordi vi var sikre på, at vi nok skulle få dem brugt på en fornuftig måde, og det kan vi så ikke nu,« siger Heidi Sauer, der fik cashpoints i stedet for de flybilletter til 2.800 kroner, hun havde købt til Barcelona.

Og hun er ikke den eneste utilfredse kunde. B.T. har været i kontakt med flere danskere i samme situation.

Mikkel Hernvig valgte også at få cashpoints for billetterne til 8.000 kroner, da rejsen til England sidste år blev aflyst.

»Jeg synes jo lidt, det er at holde kunderne for nar, at de har fået os over på nogle cashpoints og endda bliver ved med at bombardere os med, at man kan købe det ene og andet for dem, og lige pludselig indefryser de så vores penge, så man ikke kan noget som helst. Man kan ikke få dem udbetalt, man kan ingenting, og nu ved jeg ikke, om jeg overhovedet ser de penge igen,« siger Mikkel Hernvig, der udtrykker ønske om, at han allerede nu gerne vil bestille en rejse til senere på året.

Norwegian har været hårdt ramt af coronapandemien, hvor lufttrafikken i store perioder nærmest har stået stille på verdensplan. Flyselskabet er i øjeblikket i gang med en større rekonstruktion for at sikre den fremtidige drift, efter at en konkurs efter alt at dømme er blevet undgået.

Det er både Heidi Sauer og Mikkel Hernvig bevidste om, men de er på linje med en tredje kunde, som B.T. har været i kontakt med. Det er Rasmus Bogø, der fik en rejse til Florida til en værdi af 10.000 kroner aflyst. Han er frustreret over hele forløbet.

»Det er frygteligt mange penge, og det er jo stadigvæk i princippet mine penge. Det er dem, der har aflyst rejsen. Og jeg bør ikke agere kassekredit, fordi deres likviditet ikke er så god – og sådan føler jeg lidt, at det er, når mine penge står på Norwegians konto frem for på min konto,« siger Rasmus Bogø, der har været i kontakt med Norwegian og fået besked om, at cashpoints ikke kan konverteres tilbage til kontanter:

»Jeg føler mig fastlåst til Norwegian nu, for ikke at sige snydt, og jeg synes, at det er lidt ufine forretningsmetoder.«

Både Mikkel Hernvig, Heidi Sauer og Rasmus Bogø fortryder nu, at de tog mod tilbuddet om at få cashpoints i stedet for at få 'rigtige' penge tilbage for deres aflyste rejser. De har alle ændret syn på Norwegian og vil i fremtiden kraftigt overveje, hvorvidt de vil bruge flyselskabet igen.

B.T. har været i kontakt Andreas Hjørnholm, der er kommunikationschef for Norwegian. Herfra lyder det, at bonusprogrammet er sat på pause, indtil rekonstruktionen af Norwegian er slut.

»Ingen har kunnet forudse, hvordan pandemien har udviklet sig, eller hvordan den har påvirket luftfarten. Covid-19 har sendt Norwegian ind i en dyb krise med rekonstruktionsprocesser af selskabet i Irland og Norge. Disse processer indebærer desværre en række begrænsninger på vores retlige handlerum. Som følge af det er vi nødsaget til at foretage nogle midlertidige ændringer i vores Reward-program. De midlertidige ændringer, vi indfører, løber i en periode, hvor vi på grund af covid-19 har meget få fly i luften. Vi forstår godt, at det kan være frustrerende for vores Reward-medlemmer, som gerne vil gøre brug af programmet, og vi beklager de ulemper, som det medfører,« siger Andreas Hjørnholm.

Norwegian har desuden besluttet at forlænge gyldigheden af cashpoints fra 31. december 2021 til 31. december 2022.