Svarene har været helt uden omsvøb.
Der er brugt skældsord som 'dum' og 'idiot'. Nogle er blevet kaldt for 'racist'. Andre har fået lidt mere uddybende reaktioner som; 'du er ikke rask' eller 'du skal kigge i egen røv, før du kigger i andre menneskers røv'.
Og derfor er en af Danmarks mest kendte overnatnings- og spisesteder, Tranekær Slotskro på Langeland, igen kommet i vælten.
Den blev for alvor kendt som omdrejningspunkt i DR-dokumentarserien 'Den afrikanske slotskro', hvor man fulgte ægteparret Mariah Sama Veith og Job Eshun, der »efter bedste evner og uden forudsætninger fra branchen, driver den dansk-afrikanske slotskro«.
Siden er så fulgt sure smiley'er fra Fødevarekontrollen og derfor et nedlukket køkken samt en skuffet madanmelder.
I dag driver Mariah Sama Veith stedet alene – og det er hende, der hen over sommeren har brugt de ord og vendinger nævnt i indledningen af denne artikel som svar på tiltale til gæster, når de via Trustpilot har givet dårlige anmeldelser af mad, værelser eller hygiejne.
Og det har en lang række gæster gjort.
Det har medført endnu flere etstjernede anmeldelser. Og en rundtur på sociale medier. En ond spiral.
Ejeren erkender over for B.T. at have skrevet de kradse ord. Hun forklarer sig sådan her i forhold til, hvorfor hun har reageret så direkte på de dårlige anmeldelser:
»Det hjælper ikke at gå hjem og skrive sådan noget. Det ødelægger min forretning,« som det lyder fra Mariah Sama Veith.
Men før vi hører mere fra hende, skal vi lige forbi Sigurd Kau Wahlers Nielsen.
Han overnattede i sommer på Tranekjær Slotskro med sin kæreste i forbindelse med en vandretur. De havde booket sig ind på stedet uden at tjekke det nærmere.
Det fortrød de hurtigt.
»Jeg blev virkelig overrasket og følte virkelig, at vi havde brændt nallerne på det. Der var virkelig ikke noget, der spillede,« siger han i dag.
Han husker, at der eksempelvis ikke var gjort ordentligt rent, mens han og kæresten desuden valgte at spise andre steder, da de på nettet læste op på Tranekjær Slotskro og så de mange dårlige anmeldelser.
Efterfølgende skrev han en etstjernet anmeldelse på Google, som du kan læse i sin helhed herunder:
Efter en overnatning chekkede parret tidligt ud uden at sige noget om, hvad de var utilfredse med.
»Vi holdt os ude af ilden med hende, da vi var der og gemte det til anmeldelsen, for vi havde læst, hvordan hun reagerede, hvis man kritiserede noget som helst. Vi smilede og vinkede, og så var vi væk derfra,« siger Sigurd Kau Wahlers Nielsen.
Men bare en uges tid senere ringede telefonen, da han var på ferie i Norge. Det var Mariah Sama Veith, fortæller han. Hun var ikke glad for anmeldelsen.
»Hun råber og skriger, og jeg kan ikke få et ord indført. Hun taler meget højt og hurtigt og kalder mig racist og siger, at jeg ikke er en rigtig mand,« erindrer han:
»I forhold til at det er en person, der ejer et hotel, er det en uacceptabel adfærd. Og utroligt, utroligt underligt. Det varede halvandet minut, og det var udelukkende hende, der snakkede lige fra starten, og der var ikke noget farvel, fordi jeg lagde på.«
Efterfølgende skrev han om oplevelsen på Trustpilot og gav endnu en gang én stjerne. Mariah Sama Veith kvitterede her med en kort kommentar: 'Du dum'.
Over for B.T. erkender ejeren af Tranekær Slotskro altså både at have skrevet til folk på Trustpilot og også, at hun har ringet til gæster, der har givet dårlige anmeldelser.
Hun mener dog ikke, at hun har været vred.
Da B.T. i første omgang ringer til Tranekær Slotskro, afviser hun dog blankt at svare på nogen spørgsmål.
»Nej tak. Ingen kommentarer. Ellers tak. Hej,« lyder det, inden forbindelsen bliver afbrudt.
Efterfølgende ringer hun dog selv tilbage.
Mariah Sama Veith vil gerne påpege, at hun faktisk har både positive anmeldelser på eksempelvis Trustpilot – det er sandt – og at hun har masser af glade gæster.
»Men jeg kigger ikke på Trustpilot. Jeg har min egen Trustpilot, min gæstebog. Her er der næsten 1.000 forskellige gæster, der har skrevet. To bøger er allerede fyldt helt op, og endnu en bog er halvt fyldt op,« siger hun:
»Og der er mange, der kommer og er rigtigt glade og siger: 'Mariah, du gør det rigtigt godt'. Det er mund-til-mund. Det er sådan, jeg kører min forretning. Hvorfor kigger I kun på det negative, når der er også er positive?«
Men kan du ikke se, at du selv bidrager til det negative ved kalde folk for 'dum' eller 'racist' …?
»Det er rigtigt. Men hvorfor kan de ikke komme og sige det til mig ansigt til ansigt, hvis der er noget galt. Hvorfor går de bare uden at sige noget, og så skriver de det bagefter?«
… og ved at ringe til folk, der har givet dig en dårlig anmeldelse?
»Jeg er ikke sindssyg. Jeg er ikke sindssyg. Det skal være 50/50: Jeg giver dig service, og du skal acceptere det. Hvis du bare tager afsted uden at sige noget, så går jeg ud fra, at alt har været godt. Vi er voksne mennesker: Jeg gør mit, og du gør dit.«
Så hvis jeg forstår dig rigtigt, så vil du have klar besked af dine gæster på hotellet, hvis der er noget, de er utilfredse med?
»Jeg har også et hjerte. Mit hjerte er ikke en sten. Det gør ondt. Jeg har givet de mennesker service, og de siger tak, og så går de ud og skriver lort. Hvorfor spiller de to forskellige kort. Hvorfor ikke sige din egen mening foran mine øjne som en voksen person? Ansigt til ansigt Vi skal respektere hinanden, så kan jeg sige undskyld og prøve at lave det om. Du skal ikke gå bag min ryg og stikke knive i min ryg. Det kan jeg ikke acceptere. Det er ikke pænt.«
Så når du reagerer, er det fordi, du føler, at folk ikke respekterer dig?
»Det kan jeg godt sige ja til.«