»Booking.com har opført sig fuldstændig uacceptabelt overfor de små værter i Danmark.« 

Sådan lyder det fra Christel Schaldemose, spidskandidat for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet, der nu har været til et krisemøde med tech-giganten Booking.com. 

For Booking.com er kommet i strid modvind, fordi de ifølge flere danske udlejere skylder dem penge. Ejerne af overnatningsstederne deler også en oplevelse af, at bookingplatformen ikke er til at få i tale, som B.T. tidligere har beskrevet

»Jeg er bekymret over, at sådan en stor multinational virksomhed ikke har kunnet se problemet,« fortæller Christel Schaldemose efter krisemødet. 

Derfor har chefer for bookingplatformen nu været til et møde i EU-parlamentet med Christel Schaldemose for at tale om den danske problematik.

»Det er ganske alvorligt. De blev overrasket over, hvor mange der stadig mangler penge,« forklarer hun til B.T. efter mødet, og tilføjer:

»De tror, at de har løst det. Det har de ikke.«

Booking.com forklarer, at den manglende betaling skyldes tekniske problemer, da de skulle konvertere fra ét system til et andet. Men da Christel Schaldemose møder ledelsen, aner de, ifølge hende, ikke, hvor store problemer de står i. 

Derfor bliver de overraskede over de konkrete sager, som Christel Schaldemose kan fremhæve. 

»De lagde sig fladt ned og sagde, at de havde undervurderet problemets omfang,« gengiver Christel Schaldemose.

Booking.com har ikke ønsket at stille op til interview, men giver derimod et skriftligt svar til B.T.:

'Vi har arbejdet ihærdigt på at løse de uventede problemer med forsinkede betalinger, der berørte nogle af vores partnere,' indleder bookingportalen, og fortsætter:

'Vi kommer til at kompensere dem, der har været mest påvirket af det tekniske problem, og vi vil fortsætte med at have en åben dialog med enhver partner, der mener, at der stadig forekommer uoverensstemmelser.'

Booking.com uddyber, at de har en direkte mail, hvor deres partnere kan kontakte dem på for at få svar.

Men det er ikke, hvad Rune og Pernille Moustgaard, hvis forløb B.T. tidligere har beskrevet, oplever, når de skriver til mailen. 

De har nemlig henvendt sig flere gange, og endda sendt deres regnskab til bookingportalen på den direkte mail.  

»De svarer ikke på de oplysninger, som vi sender. De kører i deres egen rille,« forklarer Rune Moustgaard til B.T. 

Booking.com har modtaget alle de informationer, som Christel Schaldemose har fra danske værter, så de forhåbentlig kan irettesætte deres fejl. 

Hun skal mødes med bookingplatformen igen om nogle måneder for at lave en opfølgning på situationen, men Christel Schaldemose har en forventning om, at Booking.com på det tidspunkt har betalt deres samarbejdspartnere i Danmark. 

EU-parlamentarikeren afventer fortsat et formelt svar fra Europa-Kommissionen, der skal vurdere, hvorvidt det er 'rimeligt,' at techgiganter kan opføre sig på denne måde.

»Hvis EU-Kommissionen mener, at det er okay, så skal vi ændre loven,« forklarer Christel Schaldemose, og fortsætter:

»Vi er jo på herrens mark. Booking.com opfører sig fuldstændig uacceptabelt overfor de her små værter. De bliver trynet af et kæmpe selskab.«