»Det er så svært. Jeg er bekymret for hendes fremtid, hvis ikke jeg er der til at passe på hende.«

44-årige Caroline Wesselhøft er mor til seksårige Angelina. Men hun ved ikke hvor længe endnu.

For lige så stille æder kræften sig ind på hende. Suger livet ud af hende. Kræftcellerne er ligeglad med den skæbne, de nu er gået til angreb på.

»Det, der betyder noget i hendes liv, er jo, at hun har sin mor,« siger Caroline Wesselhøft.

Caroline Wesselhøft. Foto: Rasmus Laurvig/Byrd.
Caroline Wesselhøft. Foto: Rasmus Laurvig/Byrd.
Vis mere

Den 44-årige kvindes historie rammer ned i enhver forælders mareridt:

At du ikke skal opleve dit barn voksne op - se hende få en uddannelse, opleve hendes venner og hendes væsen, skælde ud, når hun gør noget forkert - eller i det hele taget bare være der, når der er brug for et kram.

Caroline Wesselhøfts historie er også fortællingen om en alenemor, der insisterer på at bevare håbet, når det ser allermest sort ud, og som nægter at give op.

Derfor sidder hun nu på et hospital i Tyskland, langt væk fra datteren Angelina, selvom det egentlig var nu, de burde tilbringe mest tid sammen. Med slanger i armen og håbet i tankerne.

Billeder i hjemmet af Carolines datter fra hun var lille. Foto: Byrd/Rasmus Laurvig.
Billeder i hjemmet af Carolines datter fra hun var lille. Foto: Byrd/Rasmus Laurvig.
Vis mere

»Det er jeg nødt til for hendes skyld,« siger moderen.

Spoler vi tiden tilbage til sommeren 2018, havde Caroline Wesselhøft ellers netop modtaget beskeden om, at hun var rask.

Kræften, som hun havde opdaget et halvt år forinden i brystet og i lymferne under armhulen, var borte sammen med hendes venstre bryst.

»Det var en lettelse at få at vide, men jeg var samtidig meget skeptisk,« siger hun.

Caroline Wesselhøft i færd med at rydde op på datterens værelse. Foto: Byrd/Rasmus Laurvig.
Caroline Wesselhøft i færd med at rydde op på datterens værelse. Foto: Byrd/Rasmus Laurvig.
Vis mere

Den form for brystkræft, hun har, er nemlig ikke bare brystkræft. Det er en sjælden form kaldet Triple-negativ, der rammer i ca. 15 pct. af tilfældene.

Den er aggressiv og kommer ofte igen, når først den er slået ned. Derfor var Caroline ikke udelukkende glad.

Og ganske rigtigt. I oktober sidste år kom kræften tilbage. Den havde spredt sig igen, til lymferne, halsen og armhulen.

»Jeg tudede i to dage. Men jeg var jo nødt til at finde mig i at skulle begynde forfra,« siger hun.

Caroline fortalte til Angelina, at hun var kommet til at putte tandpasta i stedet for ansigtscreme i øjnene, så hun ikke skulle afsløre over for datteren, at hun havde grædt. Den seksårige pige skal ikke bekymre sig eller kende til alvoren, der omslutter hendes mor.

»Jeg prøver at beskytte hende. Hun ved godt, at jeg er syg, men hun ved ikke, hvor alvorligt det er,« siger Caroline Wesselhøft.

Hun er ked af, at hun ikke længere har energien til altid at læse godnathistorie eller være der, som hun var, før hun blev syg.

I Danmark har hun fået tilbudt livsforlængende kemobehandling. En ny type immunterapi ville måske kunne give hende ekstra syv måneder at leve i, men Caroline har foreløbig takket nej.

Hun synes, syv måneder er alt for lidt, når man har en datter, der skal forsørges og passes på.

Læg dertil de mange bivirkninger, som kan give varige skader.

»Der er jo også noget, der hedder livskvalitet. Jeg vil ikke være endnu mere syg,« siger hun.

Så tilbage til Tyskland, hvor Caroline nu har søgt håb og hjælp til en forlænget fremtid. Her har de en mere skånsom og lovende behandling, som kan give tre-fire år mere at leve i. Men det koster penge. Mange penge.

Caroline Wesselhøft har lagt sin livstil om og spiser nu masser af grøntsager. Foto: Byrd/Rasmus Laurvig
Caroline Wesselhøft har lagt sin livstil om og spiser nu masser af grøntsager. Foto: Byrd/Rasmus Laurvig
Vis mere

Derfor har Caroline startet en indsamling, hvor håbet er at nå op på omkring en million til hyppige behandlinger, rejseomkostninger, hyppige c-vitamin-indsprøjtninger og meget mere.

Bekymringer omkring økonomi fylder enormt. Alt imens hun skubber tankerne om døden bort.

»Jeg er ikke bange. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg burde nok være mere ked af det, men jeg lægger låg på. Jeg er nødt til at være der for min datter,« siger Caroline Wesselhøft.

Låget sidder dog ikke mere fast, end at Caroline er begyndt at overveje, hvem der skal tage sig af datteren, i tilfælde af at hun ikke skulle klare det denne gang.

Caroline Wesselhøft håber, hun får det bedre af behandlingerne i Tyskland.
Caroline Wesselhøft håber, hun får det bedre af behandlingerne i Tyskland.
Vis mere

Faderen bor i Frankrig og ser kun sporadisk sin datter. Og Caroline ønsker, at Angelina skal vokse op i Danmark, hvor man ser anderledes på børneopdragelse.

Derfor har en plejefamilie været på tale, men det er endnu usikkert. Foreløbig hjælper Carolines mor og far og et vennepar med at passe den seksårige pige.

Caroline Wesselhøft har planer om at skrive breve til sin Angelina, så hun ved, hvem hendes mor er, og hvilke værdier hun har. Så kan hun tage brevene frem, når hun bliver ældre og vil mindes sin mor.

»Jeg vil blandt andet skrive, at jeg håber, hun vil holde sig fra alkohol, stoffer og cigaretter. Det er vigtigt, hun tager en uddannelse. Og familien er der for hende. Jeg håber, jeg fortsat kan være en del af hendes liv i mange år endnu.«