I et lille selvbygget sommerhus fra 1960'erne i bunden af Lammefjorden i Odsherred Kommune sidder 69-årige Lone Gustavsen.

Hun har fået konstateret hudkræft, og så er hun harmdirrende vred.

Ikke så meget på grund af sygdommen.

Men fordi hun lige har fundet ud af, at skandalen om de udskudte ejendomsvurderinger betyder, at staten beholder hendes – efter alt at dømme – alt for høje boligskatte-betaling, hvis hun dør, inden skattemyndighederne får styr på deres regnestok, som hun siger.

Lone Gustavsen vil have sine for høje boligskattebetalinger tilbage.
Lone Gustavsen vil have sine for høje boligskattebetalinger tilbage. Foto: Privat foto
Vis mere

»Det første, jeg tænkte, da jeg hørte, at ejendomsvurderingerne igen var blevet udskudt, var, at det er sgu ikke sikkert, at jeg nogensinde får de penge. Og det er da endnu mere forkert, at pengene så går i statskassen og ikke til mine arvinger,« siger Lone Gustavsen, som har to voksne børn og en samlever.

»Jeg synes simpelthen, at det er så megafrækt. Man kan ganske enkelt ikke tillade sig at beholde folks penge. Og så sidder de bare der og siger, at det skyldes, at it-systemerne ikke virker. Det er bare slet ikke i orden. Jeg føler mig så dårligt behandlet.«

Onsdag i denne uge meddelte skatteminister Morten Bødskov (S) en måbende befolkning, at de skandaleombruste ejendomsvurderinger nu ville blive udskudt for sjette gang.

Tidligst i sommeren 2021 vil de første af mange nye ejendomsvurderinger ligge klar – hvis den nye plan holder.

Lone Gustavsens lille sommerhus i Odsherred.
Lone Gustavsens lille sommerhus i Odsherred. Foto: Privat foto
Vis mere

Det betyder, at 715.000 danskere, som siden 2011 har betalt for meget i boligskat på baggrund af alt for høje, offentlige ejendomsvurderinger, må vente nok et år på at få deres penge retur.

Og det er ikke småpenge, der er tale om. En gennemsnitlig boligejer skulle have haft 18.000 kroner tilbage i år.

I Odsherred, hvor Lone Gustavsen bor, er vurderingerne endnu skævere.

Her stod en gennemsnitlig boligejer til at få 30.000 kroner tilbage i år stigende til 38.500 kroner, hvis tilbagebetalingen først falder i 2022.

»Til den tid er det jo ikke sikkert, at jeg er her mere. Jeg fylder 70 år næste år. Det kan man jo ikke vide,« siger Lone Gustavsen.

»Jeg kunne godt bruge de penge nu. Jeg er folkepensionist. Jeg har lige fået trukket en tand ud, fordi jeg ikke havde råd til at få den lavet hos tandlægen. Hvis de penge var kommet nu, ville jeg kunne få lavet mine tænder.«

Sommerhuset, som hun bor i, er på bare 35 kvadratmeter og ligger med sin placering i en lavning 0,9 meter under havets overflade i et oversvømmelses- og klimatruet område.

Den offentlige vurdering, som hun betaler skat af, lyder på 400.000 kroner.

Lone Gustavsens sommerhus ligger i en lavning i bunden af Lammefjorden og er oversvømmelsestruet.
Lone Gustavsens sommerhus ligger i en lavning i bunden af Lammefjorden og er oversvømmelsestruet.
Vis mere

Selv om det lyder billligt, er det langt over en realistisk handelsværdi, fortæller Lone Gustavsen.

»Et større hus på vejen er lige blevet solgt for 280.000 kroner. Og for et halvt år siden havde vi en vurderingsmand ude fra banken, fordi vi gerne ville af med vores banklån og i stedet optage et billigere realkreditlån i huset. Det kunne ikke lade sig gøre,« siger hun og forklarer hvorfor:

»Han kiggede på det og satte vurderingen til nul. Det er altså forkert, at man i årevis betaler skat af 400.000 kroner, når det reelt ikke er noget værd.«

Hendes tillid til skattevæsenet kan ligge på bagsiden af frimærket på en rudekuvert.

Skatteminister Morten Bødskov (S).
Skatteminister Morten Bødskov (S). Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg vil vædde to bajere på, at de penge kommer jeg aldrig til at se. Det er tyveri! Det er da at stjæle mine penge, at staten bare beholder dem og ikke engang udbetaler dem til mine børn, hvis jeg dør.«

»Det kan godt være, at jeg lyder sur, men det er, fordi jeg er det. Det er MINE penge. Dem kan man da ikke bare inddrage.«

​Er du nervøs for, at du på grund af alder eller sygdom ikke når at få for meget betalt boligskat tilbagebetalt, så skriv til journalist Thomas Ambrosius på tham@bt.dk