42-årige Hilde-Kristin Reed Mogensen er i gang med et længere forløb, der skal kurere hendes kræft. Onsdag blev hun opereret og skal nu i seks ugers strålebehandling. Og så skal hun i jobafklaring.

'I dag er jeg blevet opereret for brystkræft. Et bryst og alle lymfekirtlerne i armhulen er blevet fjernet efter seks måneders kemo,' skriver hun i et opslag på Facebook og fortsætter:

'Når såret er helet, skal jeg i strålebehandling hen over sommeren. Ud over det skal jeg behandles medicinsk indtil februar 2020, hvilket højst sandsynligt ikke vil påvirke min arbejdsevne fysisk.'

Alligevel fik hun tirsdag et brev fra jobcenteret, der fortalte hende, at hun ikke er berettiget til sygedagpenge længere og derfor skal i jobafklaring.

Normalt er der mulighed for, at alvorligt syge personer kan få forlænget deres sygedagpenge ud over de almindelige 22 uger. Men det har kommunen ikke vurderet, der er grundlag for i Hilde-Kristin Reed Mogensens tilfælde.

Det skriver JydskeVestkysten.

'Er dette rimeligt? Kan det være rigtigt, at man som alvorlig syg skal behandles sådan?' skriver Hilde-Kristin Reed Mogensen.

'Vi er lige nu i en valgperiode. Jeg vil opfordre jer alle til at tænke jer grundigt om, hvor I sætter jeres kryds ... Det vil ikke hjælpe mig, for min sag er afgjort, men jeg håber, at det kan hjælpe andre alvorligt syge i fremtiden, for dette her er dybt uretfærdigt, og det hjælper absolut ikke på, at man kommer hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet!' skriver hun.

Sagen er blevet til en regulær shitstorm mod Ringkøbing-Skjern Kommune.

Opslaget har fået mere end 10.000 reaktioner og 4.800 kommentarer.

En af de mange forargede er Kristian Andersen, Kristendemokraternes folketingskandidat og formand for beskæftigelsesudvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune.

'Reglerne er hårde, men det er åbenlyst, at der må foreligge en misforståelse, og at sagen skal undersøges nærmere. Selvfølgelig skal man ikke begynde i et jobafklaringsforløb få dage efter en operation og midt i et sygdomsforløb,' siger han i en pressemeddelelse.

Han mener, at Hilde-Kristin Reed Mogensens situation er urimelig, og derfor vil han nu kigge nærmere på reglerne på området.

Han har desuden taget fat i Kim Ulv Christensen, fagchef for Beskæftigelse i Ringkøbing-Skjern Kommune, som nu vil genvurdere Hilde-Kristin Reed Mogensens sag.

»Vi ønsker ikke at være hårde i vores afgørelser, men vi er bare nødt til at følge reglerne,« siger han.

Han tilføjer, at jobcenteret ikke af eget initiativ må vurdere, hvorvidt der er tale om livstruende, alvorlig sygdom i en sag, men alene må basere en afgørelse på de lægefaglige udtalelser, man modtager.