Kræftens Bekæmpelse er målløs over ny uhyggelig statistik, der viser, hvor mange danskere der har mistet livet til lungekræft.

Lungekræft stod i 2016 for hele 24 procent af alle kræftrelaterede dødsfald i Danmark.

Det vil sige, at lige knap hver fjerde dansker, der i 2016 døde af kræft, døde af lungekræft. Det viser en ny rapport fra EU's statistikkontor, Eurostat.

Dermed ligger Danmark helt i toppen af listen over den uhyggelige kræftstatistik - kun overgået af Ungarn, hvor 27 procent af kræftrelaterede dødsfald i 2016 skyldtes lungekræft.

»Det er virkelig en tragedie,« lyder det fra Niels Them Kjær, projektchef for tobaksforebyggelse hos Kræftens Bekæmpelse, da B.T. forelægger ham statistikken.

Ifølge Niels Them Kjær er det ikke til at komme udenom, at det er rygning, der er årsagen. Forskning viser da også, at rygning er skyld i mindst otte ud af ti tilfælde af lungekræft, og at kun få overlever.

»Over 4.500 danskere bliver hvert år ramt af lungekræft, og kun omkring hver sjette af dem lever, når der er gået fem år, så vi bliver simpelthen nødt til at sørge for, at folk undgår at ryge. Det er det vigtigste, vi kan gøre for at komme længere ned på listen.«

Nye tal for danskernes rygevaner viste i begyndelsen af året, at andelen af danskere, der ryger, er steget for første gang i 20 år. En yderst bekymrende tendens, lyder det fra Niels Them Kjær.

»Det betyder, at vi risikerer, at endnu flere vil dø af lungekræft. Det er grotesk, at vi bare ser på. Vi forbyder en masse andre ting, som er mindre farlige. Havde der været tale om en fødevare, som pludselig slog så mange mennesker ihjel, ville man gøre noget ved det straks,« siger projektchefen.

I modsætning til Danmark ligger Sverige i bunden af listen over kræftrelaterede dødsfald forårsaget af lungekræft. Det skyldes, at svenskerne har en anden rygekultur end danskerne, fortæller Niels Them Kjær.

»Kun omkring halvt så mange ryger i Sverige som i Danmark,« siger projektchefen og fortæller, at stigningen i andelen af rygere har medført, at der er kommet mere fokus på problemet.

»Jeg har arbejdet med det her længe, og jeg kan ikke huske, at rygning nogensinde har været en del af en valgkamp før, som det er nu. Men man kan frygte, at der ikke sker noget, når det først er blevet hverdag igen. Der har tidligere været en tendens til, at politikerne har lovet en masse på området, men at der så ikke er sket noget.«

Foto: Eurostat
Vis mere

Ifølge Niels Them Kjær kan nogle af løsningerne til at få danskerne til at stoppe med at ryge være, at markedsføringen af cigaretter bliver fjernet i butikkerne, og at der kommer en markant stigning i prisen.

»Jeg kan godt forstå, hvis unge ikke synes, det er farligt at ryge, for hvor farligt kan det være, når det er så let tilgængeligt, tænker de nok. Butikkerne bør gemme tobakken væk, pakkerne bør gøres grimmere, og der skal markante afgifter på, for ellers fortsætter tendensen med flere rygere.«

Hver fjerde person, som døde i de 28 EU-lande i 2016, døde på grund af kræft, viser Eurostats rapport.

Knap 16.000 danskere døde af kræft i 2016, og 4,5 procent af danske mænd og 5,7 procent af danske kvinder levede ved udgangen af året med en kræftdiagnose. Lungekræft er den næsthyppigste form for kræft blandt både mænd og kvinder.