Byggeriet omkring det nye supersygehus Nyt OUH er godt undervejs, og nu har Region Syddanmark godkendt en udvidelse af det stor hospital.

Kræftens Bekæmpelse får nemlig lov til at opføre et nyt kræftrådgivningscenter på det nye OUH, ligesom der også ligger et kræftrådgivningscenter på det nuværende universitetshospital.

Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

»Det er meget glædeligt, at de gode erfaringer, vi har fra Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivning ved det nuværende OUH, videreføres på det nye OUH,« siger formanden for Sundhedsudvalget i regionen, Poul-Erik Svendsen (S), og fortsætter:

»Vi ved, at kræftpatienter og deres familie nogle gange kan have brug for en god snak, samvær eller få tid til eftertanke i et roligt hjørne, som ikke er på selve sygehuset.«

Tilbage i 2011 indgik regionen en aftale med Kræftens Bekæmpelse om at etablere kræftrådgivningscentre tættere på kræftafdelingerne, og med den nye aftale kommer det altså til at fortsætte.

På billedet herunder kan du se, hvor det nye kræftrådgivningscenter kommer til at ligge, når Nyt OUH er færdigbygget:

Den nye kræftrådgivnig kommer til at ligge nord for selve sygehuset tæt på kræftafdelingen. Foto: Region Syddanmark.
Den nye kræftrådgivnig kommer til at ligge nord for selve sygehuset tæt på kræftafdelingen. Foto: Region Syddanmark.

»Samarbejdet med Kræftens Bekæmpelse betyder, at vi kan tilbyde kræftpatienter og deres pårørende et stærkt rådgivningstilbud i samspil med og tæt på deres behandling på det nye sygehus i flotte og afslappende rammer,« siger Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Anlægs- og Innovationsudvalget.