»Hej, Luffe, du skal sætte dig her,« lyder det fra Susan Lena Tersing, der ejer Hermod Bodega. Det er ikke nogen henstilling. Det er en ordre.

Hun bliver både kaldt 'Kosten' og 'Heksen' af sine gæster på Hermod Bodega på Østerbro i København. Her er det Susan Lena Tersing, der bestemmer.

Hun har sørget for, at hendes gæster sidder på en lige række og med afstand til hinanden. Sådan efterlever de afstandsrestriktionerne. Men det gør ikke noget for stamgæsterne. Humøret er højt. De er endelig hjemme i det, de kalder deres dagligstue.

»Det betyder alt, at jeg igen kan få lov til at åbne. Jeg er så glad for det. Og glad for at få lov til at se mine gæster igen,« fortæller Susan Lena Tersing, mens hun henter en Carlsberg fra køleboksen til Luffe.

Hermod Bodega har plads til 25 gæster efter de nye restriktioner. Og ejeren påtaler, hvis der bliver for tæt. (Foto: Mikkel Eskelund)
Hermod Bodega har plads til 25 gæster efter de nye restriktioner. Og ejeren påtaler, hvis der bliver for tæt. (Foto: Mikkel Eskelund)
Vis mere

Ligesom før coronakrisen har Susan Lena Tersing åbnet sin bodega klokken 9 mandag morgen. Hun var i tvivl, om nogen nu ville dukke op. Men der er nærmest kommet flere end normalt.

»Jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at jeg igen kan komme ned og få en øl. Og sige goddag til menneskerne her. Det er jo som ens anden familie,« fortæller Kent Vest. Han er kommet på Hermod i 12 år. Det har altid været et brunt værtshus, hvor der bliver røget i alle afkroge.

Det gør der stadig, men der er alligevel en smule mindre brunt.

Susan Lena Tersing, som ejer bodegaen på Østerbro, har i de seneste måneder brugt tiden på at renovere stedet. Det har hun fået hjælp til af et par af sine stamgæster. De har ikke fået betaling, de har frivilligt meldt sig til at hjælpe.

Hermod Bodega åbnede som sædvanligt klokken 9. Men i dag havde flere gæster gaver med til ejeren. (Foto: Mikkel Eskelund)
Hermod Bodega åbnede som sædvanligt klokken 9. Men i dag havde flere gæster gaver med til ejeren. (Foto: Mikkel Eskelund)
Vis mere

Det er sådan, man gør hos Hermod Bodega, forklarer hun.

Der er plads til 25 mennesker på Susans bodega efter de nye coronaregler, og dem har hun tænkt sig at overholde:

»Jeg har tænkt mig at påtale det godt og grundigt, at restriktionerne skal overholdes. Ellers risikerer vi jo bare at skulle lukke igen.«

»Og så må vi se, om nogen ikke kan overholde reglerne. Så ryger de ud. Her kalder vi en spade for en spade. Det er nok derfor, de kalder mig 'Kosten' og 'Heksen'.

Du kan møde hende og flere af gæsterne i videoen over artiklen.