Caféer, barer og værtshuse var blandt de steder, som mandag kunne slå dørene op efter at have været lukket i omkring to måneder. Flere steder strømmede mennesker til for at nyde en varm kaffe eller en kold pilsner.

Nogle steder var der endda rigtig mange personer.

Blandt de steder var den kendte café Det Elektriske Hjørne - også bare kendt som Elhjørnet - i Indre By i København.

Her var der så mange, at det endte med en politianmeldelse, dog ingen bøde.

Det fortæller ejeren af Det Elektriske Hjørne til B.T.

»Det var en rigtig god dag i går. Det hele gik fint. Vi havde 80 gæster indenfor, da der var flest, og det er det antal, vi må have,« siger John Balle Jensen.

Der var godt gang i butikken - både indenfor og udenfor.

Men selv om der var mange personer, så var der ikke flere end det tilladte, forklarer han.

Adskillige personer var mandag aften at finde uden for cafeen Det Elektriske Hjørne i København.
Adskillige personer var mandag aften at finde uden for cafeen Det Elektriske Hjørne i København.

»Politiet var forbi flere gange og tjekke os - blandt andet fordi de havde modtaget en anmeldelse af, at vi havde for mange personer - men der var ikke noget at komme efter. De tjekkede lige en ekstra gang, om vi havde de korrekte kvadratmeter, og det havde vi,« siger John Balle Hansen.

»Vi fik ingen bøde.«

Det Elektriske Hjørne var langtfra det eneste sted, som oplevede mange gæster på den første åbningsdag, siden statsminister Mette Frederiksen i marts offentliggjorde beslutningen om at lukke Danmark delvist ned.

Har du oplevet velbesøgte steder mandag, så vil B.T. gerne høre fra dig. Skriv til 1929@bt.dk.

Landet over væltede det ind med gæster på de mange genåbnede beværtninger. Og det gjorde sig også gældende for værtshuset Hermod Bodega. Det kan du se og læse fra vores reportage her.

Tilbage hos Det Elektriske Hjørne har man taget en række forholdsregler i forbindelse med genåbningen af cafeen i Store Regnegade.

»Vi havde sprit klar i automatiske dispensere, desuden havde vi en dørmand, som sørgede for, at der ikke kom for mange ind. Og det vil vi også have fremadrettet. Yderligere har vi også sørget for, at vi har bordbestilling, så vi overholder reglerne,« siger John Balle Jensen.

Selv om der var godt gang i beværtningerne landet over på den første åbningsdag - ikke mindst i København - så er der ikke meldt om nogen udskrevne bøder.