Kontroversiel digter fjernet fra forlags hjemmeside
Digteren er dog fortsat på forlaget, lyder det fra direktøren, Anders Kjær Bruun.

Digteren er dog fortsat på forlaget, lyder det fra direktøren, Anders Kjær Bruun.

Den omdiskuterede digter Frederik Lind Køppen har været i vælten, siden han i sidste uge optrådte i DR-programmet 'Deadline', hvor han bar en t-shirt tilknyttet den serbiske ultranationalistiske tjetnikbevægelse.
Tjetnikbevægelsen deltog blandt andet i Srebrenica-massakren under krigene på Balkan i 1990'erne, der kostede mere end 8.000 bosniske muslimer livet.
Flere har kritiseret Køppen for at bære t-shirten, ligesom også DR har modtaget kritik for ikke at nævne det i udsendelsen eller bede Køppen om ikke at have t-shirten på under udsendelsen.
Nu har Frederik Køppens forlag Umbra så valgt at fjerne digtsamlingen og digteren fra deres hjemmeside, fordi det er blevet for meget for Køppen, fortæller forlagets direktør og redaktør, Anders Kjær Bruun, til Berlingske.
Det er dog ikke en afstandstagen fra Køppen fra forlagets side, selvom de nu har fjernet ham fra hjemmesiden, fortæller Andres Kjær Bruun, der yderligere forklarer, at det er en fælles beslutning taget mellem digteren og forlaget.
»Så længe, der kører en diskussion og raske ytringer rundt omkring, som ikke er rare at læse, og som ofte slet ikke handler om bogen, så ser jeg ikke nogen grund til, at bogen skal være der,« siger Anders Kjær Bruun til Berlingske.
Han understreger samtidig, at samarbejdet med Køppen stadig består, og at forlaget ikke har fortrudt, at de har udgivet hans digtsamling.