Det endte dramatisk, da Fødevarestyrelsen besøgte Byens Pita i Nørregade i oktober. Til sidst måtte kontrolløren forlade stedet før tid på grund af en ubehagelig og råbende medarbejder.

Byens Pita havde 11. oktober besøg af Fødevarestyrelsen. Et besøg, der resulterede i en sur smiley og en bøde på 7.500 kroner.

5.000 kroner i bøde for manglende rengøring af specielt køleenheder og 2.500 kroner i bøde for ikke at yde fornøden bistand/manglende samarbejde under tilsyn, da en repræsentant for virksomheden angivelig var 'ubehagelig, råbende, voldelig mod inventar og afbrød tilsynet med ordene 'Du skal gå nu''.

Byens Pita mener, at der er tale om en stor misforståelse.

»Det er ikke korrekt, at det har været sådan. Vi snakker med Fødevarestyrelsen frem og tilbage.«

Byens Pita fortæller, at de fik besøg af Fødevarestyrelsen to uger inden dette besøg. Et besøg, hvor de gjorde det klart, at de køleenheder, der er tale om, skulle skiftes, og der var bestilt nye. De aftalte derfor, at Fødevarestyrelsen skulle komme igen tre uger senere, når køleskabene var kommet og sat op.

Men ifølge virksomheden ankom de kun to uger efter. Her havde de forsøgt at fortælle, hvad der var blevet aftalt, men kontrollanten havde presset på for at lave sin kontrol, hvilket hun fik lov til. Det resulterede i flere mindre lækre opdagelser, som kontrollanten beskriver i rapporten.

»På kølelågen placeret under, hvor der steges kød, ses gammelt fedt/olierester i lågekanterne og i top og bund på indvendig side i køleenheden. På den øverste indvendige side af køleenheden er transportfolie ikke aftaget, og dette fremstår meget snavset og med gullige og sorte oliekanter. På en anden køleenhedslåge på modsatte side er der tydelige spor af grøn/sort lignende skimmelvækst i gummifugen. I baglokalet er fuger ved køkkenvask/bord sorte af skimmellignende belægninger.«

Men da Fødevarestyrelsen var kommet midt på dagen omkring frokosttid, var der enormt travlt i butikken, og hun gik rundt blandt medarbejderne, der fes rundt for at betjene kunder, fortæller pita-biksen.

»På et tidspunkt åbner kontrollanten så køleskabsdøren, der slår ind i skridtet på en af medarbejderne. Her beder medarbejderen, som ikke taler ret godt dansk, kontrollanten om at gå ud, indtil der er faldet ro på, og så kan hun fortsætte efterfølgende,« fortæller butikken.

»Hun har misforstået den besked, hun fik, og hun blev rigtig sur, tog sine ting og gik uden at komme tilbage. Vi har fået at vide, at vi har ret til at klage, og så kommer de måske igen. Nu venter vi på svar.«

Byens Pita tilføjer, at de nu har fået udskiftet de gamle køleskabe med nye, så alt er, som det skal være.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Fødevarestyrelsen, men de er i skrivende stund ikke vendt tilbage på vores henvendelse.