Veganerpartiet har valgt at smide Sabrina Holt, der er kandidat i Aarhus, på porten.

Den officielle melding i partiets pressemeddelelse lød ellers, at bruddet var sket efter gensidig enighed. Men nu kan B.T. afsløre, at Sabrina Holt er blevet fyret efter en personkonflikt.

Veganerpartiet kalder ekskluderingen en konsekvens af en personkonflikt mellem de to Aarhus-politikere Sabrina Holt og det højtstående medlem Stefán Bjarni Guðnason.

»Det er en personsag. Vi har haft landsledelsen indover, og vores valg har været at ekskludere Sabrina,« fortæller Lars Corvinius Olesen, medlem af landsledelsen og partiets kommunikations- og presseansvarlig til B.T., og tilføjer:

»Vi har forsøgt at høre begge parter. Sabrina har ikke været samarbejdsvillig. Det har ikke været en rar oplevelse for nogen. Heller ikke for hendes partikollega.«

Stefán Bjarni Guðnason er chokeret over anklagerne,
Stefán Bjarni Guðnason er chokeret over anklagerne,

Den opfattelse er Sabrina Holt dog langtfra enig i. Ifølge hende er hun blevet udsat for psykisk overgreb af netop Stefán Bjarni Guðnason, og dette har ledelsen ikke valgt at tage alvorligt.

Det skulle ifølge hende være foregået 28. august, hvor de to nu tidligere partikolleger skulle have været til stede i Sabrinas lejlighed.

»Jeg får at vide, at jeg er for følsom, og at jeg ikke passer ind i politik, og at min personlighed ikke hører til her,« siger hun.

Efterfølgende kontakter hun ledelsen, der ifølge hende affejer anklagerne og beder hende om selv at løse problemet med Stefán Bjarni Guðnason.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Stefán Bjarni Guðnason, der fortæller, at han er chokeret over anklagerne, men at han som siddende medlem af partiet ikke vil kommentere yderligere på sagen.

I stedet har Lars Corvinius Olesen, medlem af landsledelsen og partiets kommunikations- og presseansvarlig, svaret på B.T.s spørgsmål.

Lars Corvinius Olesen bekræfter, at der har været en konflikt mellem Sabrina Holt og Stefán Bjarni Guðnason.
Lars Corvinius Olesen bekræfter, at der har været en konflikt mellem Sabrina Holt og Stefán Bjarni Guðnason.

Ifølge Sabrina Holt har hun været udsat for et psykisk overgreb af partiets kandidat, Stefán Bjarni Guðnason, hvad er partiets kommentar til det?

»Jeg kan bekræfte, at der har været en konflikt mellem de to. Vi har hørt alle parterne, og hvis hun ønsker at tale om psykisk overgreb, så beder vi hende kigge indad på sin egen opførsel over for Stefan i forløbet.«

»Det er rigtigt, at der har været uenigheder mellem de to, og at der er blevet talt med hårde ord indimellem, som der gør i personkonflikter.«

Ifølge Sabrina har ledelsen ikke taget hånd om episoden på en professionel måde. Hvad tænker du om det?

»Vi har både lyttet og tilbudt professionelt assistance i form af konflikthåndtering, og det har Sabrina ikke valgt at tage imod. Hun har været usamarbejdsvillig, uærlig og manipulerende i processen, hvorfor vores beslutning har været at ekskludere hende.«

Ifølge Sabrina har hun ikke fået mulighed for at udtrykke sig og er efterfølgende blevet udelukket fra møder?

»Sabrina har fået mulighed for at udtrykke sig op til flere gange. Både Stefan og Sabrina er inhabile i sagen og var naturligvis ikke til stede, da beslutningen i landsledelsen blev taget om at ekskludere hende.«

Hvad tænker du om, at ekskluderingen kommer dagen inden valget?

»Det er uheldigt. Vi ville ønske, at afgørelsen havde fundet sted tidligere. Men sådan noget her tager lang tid, og man kan ikke haste sig igennem noget, hvis det skal gå ordentligt for sig. Det er uheldigt i forhold til alles engagement i valgkampen, men vi er nødt til at gøre opmærksom på det før valget og ikke efter – i respekt for borgerne.«

B.T. har efterfølgende spurgt Sabrina Holt, om hun har fået tilbudt professionel hjælp til at løse konflikten fra sin ledelse.

Det bekræfter hun.

»Det er rigtigt, at jeg ikke har villet deltage i et konfliktråd med Stefán Bjarni Guðnason. Man beder heller ikke en anden kvinde om at sidde i et rum med en, der har udøvet et overgreb på personen,« siger hun og tilføjer:

»Jeg er frustreret. Det er helt uhørt. Det drejer sig om et overgreb, som ledelsen skulle have taget seriøst. Når der er sket noget, der er så voldsomt, hvor jeg er bange, så vil en ordentlig respektere mit behov for afstand i noget tid, indtil valgkampen er ovre. Man begynder da ikke at presse et menneske til at sidde i et rum med personen, man er bange for.«

»Veganerpartiet er et fantastisk parti med det vigtigste budskab og vision lige nu i dansk politik, og der er så mange dygtige og søde mennesker, der arbejder for det her projekt. Det er bare ærgerligt, at der p.t. foregår kammerateri i den øverste ledelse, så man svigter individerne og kaster etik og retfærdighed over bord, i denne sag.«

Har du brevstemt eller påtænker du at stemme på Sabrina Holt, vil stemmen fortsat gå til Veganerpartiet, medmindre Sabrina Holt opnår nok stemmer til selv at komme i byrådet. Såfremt det skulle ske, vil hun sidde som løsgænger.