Skuespiller Anders Baggesen har egentlig altid vidst det. Som dreng elskede han at klæde sig ud i paryk og læbestift og ville hellere være kreativ ved symaskinen end at hjælpe til på gården.

Alligevel blev han som ung gift med en kvinde og fik børn med hende. Først da han som 40-årig en tilfældig dag på Aarhus-institutionen café Casablanca blev forstyrret af fans, der ville have hans autograf, faldt det hele sådan rigtigt på plads for ham.

Han kastede for første gang sin kærlighed på en mand.

63-årige Anders Baggesen har i år 40 års jubilæum som skuespiller på Aarhus Teater. Han har gennem årene spillet et utal af roller i ensemble teateret og har blandt andet vundet en Reumert for sin rolle i ‘Lykke-Per’ i 2005 og spillet med i julekalenderen ‘Jul på slottet’. Han har også flere gange kastet sig ud i instruktørrollen, for eksempel for Vilhelmsborg festspil.

Senest har han spillet i med i Kaj Munks ‘Ordet’ og musicalen ‘Charlie og Chokoladefabrikken’, og lige nu går han til prøve på stykket ‘Kagefabrikken’ af Christian Lollike.

Her spiller Anders Baggesen Grandpa’ Joe i forestillingen Charlie & Chokoladefabrikken (2021), hvor han også blev fejret fra scenen i forbindelse med sit 40-års skuespillerjubilæum.
Her spiller Anders Baggesen Grandpa’ Joe i forestillingen Charlie & Chokoladefabrikken (2021), hvor han også blev fejret fra scenen i forbindelse med sit 40-års skuespillerjubilæum.
Vis mere

Anders Baggesen har boet i Aarhus, siden han blev optaget på Skuespillerskolen. Men for seks år siden, flyttede han til Odder sammen med sin mand Erik Boje, der er kunstner og tidligere lærer, og deres brune labrador Maggie. I sommerhalvåret flytter parret ud i deres sommerhus ved Ajstrup Strand.

Anders Baggesen går op i indretningen, og murermestervillaen i Odder emmer af kunst. Hele bagvæggen i spisestuen er beklædt med et stort, antikt vitrineskab fyldt med parret enorme porcelænssamling. Og flyglet har fået sit helt eget rum. I yndlingsrummet havestuen trommer efterårsregnen på glastaget og brune blade klistrer på ruderne. Der er tændt op i brændeovnen, hvor Maggie ligger og luner sig.

»Jeg har altid tænkt, at jeg skulle være skuespiller. Sådan har det altid været. Som om det nærmest var forudbestemt. Og det har mine forældre altid støttet – de gav mig lov til at blive den, jeg er blevet,« siger Anders Baggesen med begge hænder om kaffekoppen.

Anders Baggesen holder af at sidde i husets udestue, fordi lyset er bedre og naturen er tættere på.
Anders Baggesen holder af at sidde i husets udestue, fordi lyset er bedre og naturen er tættere på. Foto: Sarah Christine Nørgaard / Byrd
Vis mere

Han er ellers landmandssøn. Vokset op i det forblæste Vendsyssel på en slægtsgård med både svin, kvæg, heste og høns. Så snart han kunne, skulle han ligesom sine to ældre søskende hjælpe til i stalden.

Når der ikke var travlt på gården, elskede han at forsvinde ind i fantasifulde lege med sig selv. Han kunne bruge hele dage på at klæde sig ud og tulle rundt med paryk og læbestift. I en sådan grad, at hans bror ringede hjem og advarede, hvis han fik en pige på besøg, så Anders Baggesen kunne nå at nedtone de mest skøre udklædninger.

Hele familien var tæt knyttet til Vrå Højskole og den lokale grundtvigske valgmenighed. Der var altid masser af musik, litteratur og et væld af interessante gæster i hjemmet. Hans far blev også borgmester i Løkken-Vrå Kommune på en lokal borgerliste.

Faren læste litteratur højt i for eksempel forsamlingshuse i sin fritid, og her tog han tit mindstemanden med sig. Oplæsningerne gjorde stort indtryk på Anders Baggesen, som også gjorde sin far selskab på scenen med sang og guitarspil, og han opdagede, at når han optrådte, forsvandt hans drengede generthed.

Billedet her er fra Anders Baggesens unge dage. Han spillede med i Anne Linnet-musicalen 'Roserne bryder ud' i 1982.
Billedet her er fra Anders Baggesens unge dage. Han spillede med i Anne Linnet-musicalen 'Roserne bryder ud' i 1982. Foto: Rolf Linder / Aarhus Teater
Vis mere

Efter realskolen fulgte hans far ham til Aarhus til optagelsesprøve på Skuespillerskolen. Det var første gang nogensinde, han havde været i storbyen Aarhus, og han havde heller aldrig prøvet at køre i bybus før.

Hans far fulgte ham hen til pølsevognen Børnenes Kontor på Lilletorv og vinkede farvel. Fra nu af skulle bondeknægten Anders Baggesen stå på egne ben.

Han kom ind på Skuespillerskolen i første hug, selvom der var over 150 ansøgere og kun syv pladser. Han flyttede ind i et lille kælderværelse i Risskov hos en fru Christensen og følte sig lykkelig helt ind i maven, når han hver dag cyklede langs vandet ind til teateret.

»Jeg måtte knibe mig selv i armen, for jeg kunne næsten ikke tro, at mit liv havde taget så drastisk en drejning. Jeg var helt ekstatisk. Og sådan kan jeg stadig have det i dag 40 år efter. Tænk, at jeg får lov til at stå på teaterscenen,« siger Anders Baggesen.

Anders Baggesen spillede drag-queen i ' La Cage aux Folles' i 2013
Anders Baggesen spillede drag-queen i ' La Cage aux Folles' i 2013
Vis mere

Da han blev færdig på Skuespillerskolen i 1980, blev han som 21-årig gift med en kvinde, der på det tidspunkt arbejdede som tolk for en instruktør på teateret, og få måneder efter fik de deres første barn i en lejlighed på Heibergsgade ved Skanseparken. To år efter blev familien forøget med en lille dreng.

Men forholdt brast efter ti år. Mest på grund af det, der i dag er åbenlyst for alle:

»Siden jeg var en lille dreng, har jeg haft en indre kamp i mig selv, for inderst inde har jeg altid vidst, at jeg var homoseksuel. Så der var bare noget i mit ægteskab, der ikke føltes rigtigt. I længden kunne det ikke holde, at jeg skulle undertrykke og skjule den del af mig.« siger Anders Baggesen.

Selvom der i teaterverden ikke var noget odiøst i at være homoseksuel, og selvom hans forældre var åbne og aldrig fordømmende, var det ikke noget, han sagde højt eller levede ud, før han som 40-årig mødte sin nuværende mand Erik Boje.

De mødte hinanden tilfældigt en dag på cafeen Casablanca på Rosensgade bag Domkirken. Erik Boje var taget på café med to lærerkollegaer, der genkendte Anders Baggesen og gik hen og bad ham om en autograf. Erik og Anders faldt i snak, og der var noget ved Erik, som gjorde Anders nysgerrig. Han måtte simpelthen bare lære ham bedre at kende, så han fik snuset sig frem til hans nummer og ringede ham op. Derfra gik det bare slag i slag.

»Erik var bare så skøn. Han var den første mand, jeg var sammen med, og det var første gang, jeg meldte det offentligt ud. Men det hele føltes naturligt for mig, jeg fulgte bare mit hjerte. Det gav mig en stor ro at finde sammen med ham. Det var som om, tingene faldt på plads i mig,« siger Anders Baggesen.

Anders Baggesen er vokset op i et hjem fyldt med sang og musik. Dette flygel har han arvet af sin far.
Anders Baggesen er vokset op i et hjem fyldt med sang og musik. Dette flygel har han arvet af sin far.
Vis mere

Nu har de været sammen i 22 år, og for ti år siden blev de gift.

»I dag er jeg meget, meget tilfreds med tilværelsen. Jeg har fandeme fået det hele: En dejlig mand, skønne børn og et fantastisk arbejde. Jeg føler mig så glad og privilegeret,« siger han.

Selvom Anders Baggesen har rundet de 63 år, har han ingen aktuelle planer om at drosle ned på skuespillet. Han har kontrakt med Aarhus teater et godt stykke ud i fremtiden og nyder at spille fire forestillinger om året.