Rejsebranchen har været ekstremt hårdt ramt under coronakrisen, men nu puster flyselskabet DAT nyt liv i Atlantis Rejser.

Det svenskejede Atalntis Rejser måtte begære sig konkurs, da corona tvang rejsebranchen i knæ.

Men af asken opstår nu et helt nyt dansk rejseselskab. Atlantis Rejser og DAT har nemlig indgået et partnerskab, der resulterer i et nyt rejseselskab, skriver Finans.

Atlantis Rejser har været kendt for sine rejser til blandt andet Egypten, og det kombineret med et lille familieejet dansk flyselskab, bliver en god kombination, fortæller direktør i DAT Jesper Rungholm.

»Vi er et mindre, dansk familieejet selskab i modsætning til de store, tunge spillere i branchen, som selvfølgelig også har deres fordele. Ved at være mindre, har vi nogle fordele i forhold til at være omstillingsparate, når det kræves.«

Derudover oplyser han, at DAT skal hjælpe med risikostyring, som ifølge direktøren 'er et vigtigt parameter for succes i denne branche.'«

Også svenske Atlantis Rejsers direktør Ibrahim Ramadan glæder sig over det nye samarbejde. Han tror på, at samarbejdet vil afføde et mix af traditionelle og populære charterdestination, men også helt nye rejsemål.

DAT og folkene bag det tidligere Atlantis Rejser deler det nye selskab ligeligt mellem sig, 50/50.