750.000 kroner.

Så mange penge donerer Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond samt Kronprins Frederik og Kronprinsesse Marys Fond til Røde Kors’ beredskab i forbindelse med coronasituationen.

Det fortæller Kongehuset i en pressemeddelelse.

‘Med donationen ønsker de kongelige fonde at understøtte det beredskab, der lige nu arbejder på højtryk i Danmark,’ lyder det i pressemeddelelsen.

Pengene skal som nævnt hjælpe Røde Kors i deres coronaberedskab.

Her har Røde Kors særligt fokus på at støtte Sundhedsstyrelsens sundhedsfaglige beredskab med blandt andet et akut oprettet Hjælpenetværk og et ekstra callcenter for Rigspolitiets coronalinje, hvor Røde Kors' frivillige i døgndrift tager imod henvendelser fra borgere og hjælper dem videre.

Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond støtter med 500.000 danske kroner.

Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond støtter med 250.000 kroner.

Dronning Magrethe holdt tirsdag en tale til den danske befolkning, hvor hun opfordrede folk til at følge regeringens tiltag for at mindske smitten med coronavirus.

Talen var historisk, og dronningen blev efterfølgende hyldet for sine ord på de sociale medier.

Kongehusekspert og historiker Michael Bregnsbo sagde følgende om Dronningens bevæggrunde for talen:

»At hun gør det, taler for, at det er en meget alvorlig situation; at det er blevet vurderet, at den kan blive langvarig og kan komme til at koste dyrt. Det er meget ekstraordinært, at hun gør det.«