Dronningen nyder stor opbakning for sin historiske tale.

TV 2-værten Natasja Crone og designeren Jim Lyngvild roser Hendes Majestæt dronningen for sin tale.

Faktisk sletter sidstnævnte de af sine 'venner', der efter talen har ytret sig negativt om Dronningen og hendes tale.

Det fremgår af deres Instagram-konti, hvor Natasja Crone og Jim Lyngvild har lavet et opslag umiddelbart efter Dronningens tale.

'Uanset om man er rød, blå, gul, grøn eller lilla, og uanset om man er royalist eller republikaner. På sådan en aften føler jeg mig så ekstremt privilegeret over at bo i det her land,' skriver Natasja Crone.

Jim Lyngvild fortæller som nævnt, at han har slettet folk fra sine sociale medier, der har ytret sig negativt om Dronningen.

'Jeg har lige slettet flere “venner”, der sviner Dronningen til online - den slags mennesker er der bare ikke plads til i mit liv'.

Også sangeren Maria Lucia roser Dronningen på sin Instagram med ordene:

'Sidst jeg mødte hendes Majestæt Dronningen var jeg fan... nu er jeg endnu mere fan. Hvor er vi bare heldige og priviligerede at leve i et samfund med så stærke kvinder i front og så meget velvilje hele vejen rundt for at få Danmark hurtigst muligt ud af krisen! For ikke at glemme alle dem som fortsat knokler for at holde hjulene i gang i vores samfund!
Nu skal vi altså bare have de sidste med... for ved I hvad? I kan faktisk ikke være andet bekendt!'

På Twitter strømmede folk også til med opdateringer, hvor de især roste Dronningens opsang til folk, der ikke efterlever kravene fra sundhedsmyndighederne.

Blandt dem var Peter Falktoft, der skrev:

'Jeg var glødende royalist inden H.M. Dronningen lige vurderede det var tid til at melde ind. Det er jeg også nu her bagefter. Legendarisk timing.'

I sin tale kaldte Dronningen coronavirussen for »en farlig gæst« og  opfordrede alle danskere til at følge myndighedernes råd og undgår store forsamlinger:

»Min opfordring gælder naturligvis ikke kun de unge. Man kan stadig se grupper i alle aldre, som opholder sig for tæt sammen. Nogle holder endda stadig fester og runde fødselsdage. Det synes jeg ikke, man kan være bekendt. Det er tankeløst. Og det er først og fremmest hensynsløs.«

Dronningens tale kl. 20.00 kom efter, at Statsminister Mette Frederiksen kl. 19.00 på et pressemøde havde indført forbud mod forsamlinger på mere end ti personer i kampen for at mindske smitte med coronavirus.

»Det er helt afgørende, at vi får brudt smittekæden nu. På landets sygehuse bliver alvoren for hver dag, der går, mere tydeligt. Sygeplejersker, læger og social- og sundhedsassistenter siger til danskerne: Bliv nu hjemme, så smitten ikke spredes. Det gør indtryk. Det er nu, at vi i Danmark skal gøre alt, hvad vi kan.«