»DR har håndteret sagen helt klassisk forkert.«

Sådan lyder det fra kommunikationsekspert Anna Thygesen, efter adskillige kvinder og mænd søndag står frem i Berlingske og beskriver, hvordan P1-værten Mads Aagaard Danielsen har udsat dem for grov chikane, krænkelser og truende adfærd.

Ifølge Berlingske har DR kendt til pågældende værts truende og aggressive adfærd siden august 2019. Alligevel har han fortsat været vært på en række programmer.

Først for to uger siden hjemsendte DR Mads Aagaard Danielsen og påbegyndte en undersøgelse. Først efter Berlingskes blotlæggelse af sagen søndag har mediet været ude og undskylde over for de forurettede personer.

Arkivfoto af P1-værten Mads Aagaard Danielsen, der nu er blevet afskediget fra DR.
Arkivfoto af P1-værten Mads Aagaard Danielsen, der nu er blevet afskediget fra DR. DR PRESSE

Anna Thygesen, indehaver af WeDo Communication, mener, at måden, hvorpå DR har håndteret sagen, får det til at syne, som om beskyttelsen af en medarbejder vejer tungere, end det gør at sikre sig, at krænkende adfærd ikke finder sted.

»Man er så bange for at falde i denne her 'folkedomsstols-grøft'. Bange for at gå ud og fyre en, som reelt ikke har gjort noget forkert,« siger Anna Thygesen og tilføjer:

»Men det betyder, at det er de krænkede, som taber hver gang.«

Kommunikationseksperten mener, at DR bliver nødt til at undersøge krænkelsessager på en anden måde, end de har gjort hidtil.

Nødt til at sikre, at medarbejdere føler, de kan komme til ledelsen med dårlige oplevelser, så der kan blive sat en stopper for krænkende adfærd.

»Det, DR har gjort hidtil, er tydeligvis ikke godt nok. De kan jo starte med – helt basalt – at tage de her indberetninger og klager alvorligt,« siger Anna Thygesen med henvisning til, at der angiveligt gik 14 måneder, fra mediet først blev gjort opmærksom på Mads Aagaard Danielsens adfærd, til de skred til handling.

Hun peger desuden på, at man altså godt kan påbegynde en undersøgelse af noget, som kun er på rygtebasis. Om ikke andet så for at stoppe rygterne, hvis de er usande.

»DR bliver bliver nødt til at skabe et system, der er bedre til at erkende, at der er en kultur, der skal gøres op med.«

Det er de krænkede, som taber hver gang.

»Man kan ikke stoppe krænkere, hvis man ikke ved, hvem de er.«

DR var søndag ude og undskylde over for de personer, der ifølge Berlingske er blevet udsat for groft seksuel krænkende adfærd af Mads Aagaard Danielsen.

»Det, der kan læses i Berlingske, gør dybt indtryk. Sådan skal ansatte i DR naturligvis ikke opføre sig,« skriver kulturdirektør Henrik Bo Nielsen i en mail til B.T. og tilføjer:

»Det er selvsagt dybt beskæmmende, at nogen skal opleve en sådan adfærd fra en DR-medarbejder, og vi vil gerne uforbeholdent undskylde over for de pågældende, at de har været udsat for det, der beskrives. Sådan skal det ikke være.«

Mads Aagaard Danielsen selv er i Berlingske ude og undskylde.

»Jeg er dybt ulykkelig og forfærdet over, hvordan jeg har behandlet andre mennesker. Selv om der er flere elementer i vidnesbyrdene, som jeg ikke kan genkende, så er der alt for mange, som jeg godt kan. Jeg skylder alle, som jeg har opført mig grænseoverskridende over for, min største undskyldning,« skriver han blandt andet i en sms til mediet.

Han tilføjer, at han den kommende tid vil søge hjælp hos professionelle og sine nærmeste.