DR undskylder nu over for de personer, der ifølge Berlingske er blevet udsat for groft seksuel krænkende adfærd af P1-værten Mads Aagaard Danielsen.

I en mail til B.T. skriver kulturdirektør Henrik Bo Nielsen følgende:

»DR valgte for to uger siden at skride til en hjemsendelse og indlede en undersøgelse, der allerede har ført til iværksættelse af en sag, der meget snart afsluttes,« lyder det, inden han tilføjer:

»Det, der kan læses i Berlingske, gør dybt indtryk. Sådan skal ansatte i DR naturligvis ikke opføre sig. Det er selvsagt dybt beskæmmende, at nogen skal opleve en sådan adfærd fra en DR-medarbejder, og vi vil gerne uforbeholdent undskylde overfor de pågældende, at de har været udsat for det, der beskrives. Sådan skal det ikke være.«

Undskyldningen kommer, efter at Berlingske i en artikel søndag kunne afsløre, af en profileret P1-vært gennem mange år, Mads Aagaard Danielsen, har haft en seksuel grænseoverskridende og truende adfærd over for en lang række personer.

Flere af dem står frem med navn i artiklen og fortæller om både trusler om at lække nøgenbilleder, seksuelle tilnærmelser og krænkelser.

I Berlingskes artikel dokumenteres og fortælles der om omfattende chikane, trusler og grænseoverskridende seksuel adfærd, som Mads Aagaard Danielsen har udsat et hav af forskellige personer for, der på den ene eller anden måde har været tæt på ham - enten i deres arbejdsliv eller privat.

Henrik Bo Nielsen tilføjer i mailen til B.T., at man hos DR fremover vil sætte hurtigere ind i forhold til at stoppe medarbejdere, der måtte bryde grænserne for, hvordan man opfører sig.

Det er et arbejde, som man er i fuld gang med nu.

»Meget tyder på, at den relevante chef i forhold til beskrivelserne i Berlingske, som ikke længere er ansat i DR, skulle have ageret hurtigere, anderledes og orienteret videre om forholdene, blandt andet ved henvendelserne udefra. Det ønsker vi at komme helt til bunds i, men vores hovedfokus lige nu og her i de kommende dage er at tage kontakt til dem, der er stået frem med  oplevelser, der skal handles på, og at tage vare på de medarbejdere i DR, der er berørt.«

B.T. vil gerne stille Henrik Bo Nielsen en række opfølgende spørgsmål, men DR oplyser, at det ikke er muligt.

Mads Aagaard Danielsen har til dels erkendt over for Berlingske. I en sms til Berlingske skriver han, at han er »Jeg er dybt ulykkelig og forfærdet over, hvordan jeg har behandlet andre mennesker;« og at godt kan genkende flere af de oplevelser, som de navngivne og unavngivne personer fortæller om.