Selvom regeringen tirsdag besluttede, at byer som Aalborg kan forbyde dieselbiler, siger byen nej tak.

Mens handelsstandsforeningen gerne ser et forbud mod personbiler, der kører på diesel og ikke har partikelfiltre siger Aalborg Kommune nej tak.

Det fortæller P4 Nordjylland.

»Det er kun i vores alles interesse, at vi har et så godt et klima og luft i midtbyen som overhovedet muligt, så det er noget vi kan bakke op om,« siger Jes Asmussen, der er formand for Aalborg handelsstandsforeningen Aalborg City til mediet.

Som det er nu, er det forbudt for lastbiler og ældre varevogne uden partikelfilter at køre ind i Aalborg centrum. Nu vil regeringen og dets støttepartier også give byer som Aalborg lov til at forbyde personbiler der kører på diesel, og som ikke har et partikelfilter.

Men biler skal have lov at køre ind til det centrale Aalborg, siger borgmester, den socialdemokratiske Thomas Kastrup Larsen.

Han afviser ideen. For det er vigtigt at folk, uanset indkomst, kan køre ind til midtbyen, siger han til mediet.

Han siger videre at der er bedre måder at bekæmpe forureningen på, eksempelvis ved at byen er ved at omstille til elektriske busser. det sker i 2022-2023, oplyser han.