Borgmesteren i Aalborg, socialdemokraten Thomas Kastrup Larsen, har gentagende gange været på kommunal rejse til Cannes. Her besøger han sammen med yderligere en socialdemokratisk politiker og to embedsmænd en international messe i den lækre sydfranske by.

Topdelegationen fra Aalborg har siden 2016 været afsted i flere dage for at tiltrække udenlandske firmaer til byen. Det er sikkert et nobelt formål, skønt man godt kan spørge, om to byrådspolitikere er de bedste til det job.

B.T.s nye redaktion i Aalborg har afdækket, at turen kom til at koste betydeligt mere, end de kommunale regler anbefaler. Hele 14.233 kroner pr. deltager i overnatning i 2019 og en række restaurantbesøg.

Naturligvis har den sag rejst en storm af protester og vilde udtalelser på de sociale medier. Med god grund.

Borgmesteren og hans tre medrejsende har på deres ture ladet bystyret, og dermed Aalborgs borgere, betale for både whiskey, pastis og vine.

Holdet fra Aalborg har ikke drukket sig plakatstive, og beløbet er heller ikke voldsom stort. Men det er heller ikke afgørende. Grundlæggende er det svært at forstå, hvorfor borgmesteren, rådmanden og de to embedsmænd mener, at det er nødvendigt at lade andre betale for deres alkohol, der helt sikkert IKKE er en del af salgsprocessen.

Der er i dag stramme regler for 'det offentliges omkostningspolitik', som det hedder. Der er sat beløb på næsten alt, hvad man kan foretage sig på kommunens eller statens regning. Det mærker de mange offentligt ansatte, hver gang de skal til en sammenkomst, julefrokost eller reception.

Det er derfor problematisk, at borgmesteren mener, at reglerne gælder for andre, men ikke for toppen af bystyret. Han mener selv, at turen var berettiget og udgiften langtfra uacceptabel.

»Der er nogle småudlæg i forhold til det – men hvis man ser på beløbene, synes jeg, de er ganske små og ikke ekstravagante,« siger han selv.

Men Thomas Kastrup-Larsen problem er, at det ikke bør være hans vurdering, der afgør, hvornår udgifterne er ekstravagante. Politikere må betale for deres egne drinks, som alle andre i det offentlige.

Det er derfor de fleste kommuner har nedskrevne regler om dette. Det har de blot ikke i Aalborg.

Her har de ikke en nedskreven fælles omkostningspolitik. Det er borgmesteren selv, der bestemmer, og hans afdeling, der godkender udgifterne på turene til Cannes. Det er uholdbart.

Der er kun to måneder til kommunalvalget, og sager som denne rokker naturligvis ved tilliden til borgmesterens dømmekraft. Der er ingen grund til at råbe korruption, for det er der slet ikke tale om. Hele rejsen har været for at tjene Aalborg og ikke Kastrup-Larsens private interesser.

Der er stort set ikke korruption i Danmark, og derfor er tilliden til det offentlige meget høj. Det er helt afgørende, når vi betaler så stor en andel af vores løn i skat. Forvaltningen af vores fælles penge skal der ikke kunne sættes en finger på.

Den tillid rokker Thomas Kastrup-Larsen ved, uanset om han står på mål for det eller ej.