Det handler ifølge Aarhus Kommune om et forsigtighedsprincip, når de nu anbefaler, at man udviser forsigtighed omkring regnvandsbassinet ved Gl. Skejby.

Derfor frarådes aktiviteter, der indebærer tæt kontakt med jorden i området mellem Koldkær Bæk og regnvandsbassinet ved Gl. Skejby.

Aktiviteter som børneleg, grave i jorden, boldlege, picnic, solbade og lignende er derfor ikke noget, der kan anbefales, ifølge kommunen.

Aarhus Kommune anbefaler desuden, at man afholder sig fra kontakt med vand og bundsediment fra regnvandsbassinet og fra grøften på Koldkær Enge.

Almindelig færdsel i området skulle ikke være forbundet med sundhedsrisiko.

Grunden til de specielle anbefalinger er, at der er fundet PFOS i afløbet fra brandskolen, i regnvandsbassinet ved Gl. Skejby samt i afløbet fra regnvandsbassinet mod Koldkær Bæk.

I prøverne er der dog ikke fundet PFOS i selve bækken eller Egåen, som bækken løber ud i.

Aarhus Kommune afventer lige nu prøvesvar fra den eng, som afløbet fra regnvandsbassinet til Koldkær Bæk løber igennem.

Engen kan nemlig være oversvømmet i perioder, og der er derfor en vis risiko for, at der er PFOS i jorden eller i græsset.

Svarene skulle gerne komme inden for kort tid, men indtil da anbefaler Aarhus Kommune, at man ikke har nærkontakt med jorden på engen. De kvæg, der går på engen, er også i gang med at blive undersøgt.

»Engen, som vi undersøger nu, er ikke et sted, hvor mange kommer og sidder på jorden, for der går køer på arealet,« siger Simon Grünfeld, der er områdechef i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, og uddyber:

»Men det er selvfølgelig et sted, hvor naboerne kan færdes, så vi skal sikre os, at de er trygge ved, at de gerne må færdes på arealerne, og at det i sig selv ikke er forbundet med sundhedsrisiko.«