Snus er ikke længere bare noget, de gør i Sverige. I Danmark er de små nikotinposer blevet fast inventar på hylderne i kiosken lige ved siden af cigarretterne.
Men nu vil Aalborg Kommune gøre noget ved det stigende snusforbrug. Sundheds- og Kulturudvalget har nemlig godkendt et forslag om at udvide rygestopforløb til også at omfatte snusbrugere.
»Vi gør det her, fordi der er en enorm udfordring på ungdomsuddannelserne. Der er mange, der er stoppet med at ryge, som nu bruger snus i stedet for,« forklarer Mads Duedahl (V), der er formand for Sundheds- og Kulturudvalget i Aalborg Kommune.
Og det er netop blandt de unge, at snus er en udfordring. I Sundhedsstyrelsens rapport 'Danskernes rygevaner 2020', fremgår det, at tre procent af den danske befolkning bruger snus. Men kigger man på de 15-30 årige i Aalborg Kommune er det tal 9,6 procent.
Med kommunens nye tiltag vil brugere af snus kunne få gratis rygestopmedicin, altså nikotinplastre og lignende, hvis de tilmelder sig et rygestopkursus. Noget som rektor på Nørresundby Gymnasium og HF byder velkommen.
»Det er fint kommunen gør noget for at hjælpe os. Jeg ved ikke, hvor mange hos os, der bruger snus, men problemet er her,« siger rektor Søren Hindsholm, der gerne så snusposerne helt forsvinde.
»Det er jo latterligt – ligesom cigarretter. Det er sikkert lækkert, når man er i gang, men det kan altså fremprovokere kræft. Det er med dyb undren, at det stadig er lovligt at sælge de her produkter,« siger han.
Både rygning og andre tobaksprodukter er ikke længere tilladt på gymnasierne, men modsat rygning er snus lettere at skjule.
»Man kan jo ikke bare lave razzia ude på gymnasierne for at se, om eleverne har snus under overlæben eller mellem tæerne. Derfor skal vi som kommune gøre noget, så dem, der gerne vil stoppe med at bruge snus, rent faktisk kommer ud af deres misbrug,« siger Mads Duedahl.
Tilbud om gratis nikotinprodukter til snusbrugere findes allerede i blandt andre Odense og Aarhus Kommuner.
»Vi ved ud fra andre kommuners erfaringer, at når kommunen betaler for nikotinprodukter, så er der flere, der stopper. Så vi er nødt til at gøre det gratis for at få de unge med,« siger rådmanden.
Udgiften til nikotinprodukter løber op i 1.800 kroner per borger og der er aktuelt afsat 700.000 kroner årligt til rygestopsprogrammet. Udvalget vil dog vurdere, om der bliver behov for at afsætte endnu flere midler til eksempelvis at tage ud på ungdomsuddannelser, og oplyse om afvænningstilbuddet.



