Hillerød Kommune er blevet stævnet efter at have udleveret private oplysninger om to personer.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis kræver de to borgere 160.000 kroner i erstatning for fadæsen, som er blevet bekræftet af Erik Nygreen, der er kommunaldirektør i Hillerød Kommune.

»Vi er ved en beklagelig menneskelig fejl kommet til at udlevere personlige oplysninger,« siger han til avisen.

Fejlen skete angiveligt, da en mor søgte aktindsigt i sit barns sag.

I den forbindelse er Hillerød Kommune ved en fejl kommet til at udlevere oplysninger om barnets far og dennes ægtefælle til moderen.

Erik Nygreen fortæller til Frederiksborg Amts Avis, at kommunen ingen anelse havde om sagen, før den blev stævnet af de to borgere – eksmanden og ægtefællen.

Brøleren kan blive en dyr affære for kommunen, der ud over den eventuelle erstatning skal betale omkring 100.000 kroner i udgifter i forbindelse med sagen samt advokatsalær.

Kommunen ved på nuværende tidspunkt ikke, hvornår sagen kommer for retten.